Når en voksen har brug for et botilbud

Først skal kommunen vurdere behovet

Spørgsmålet om botilbud begynder ikke med, om et bestemt bosted har en ledig plads. Det begynder med den voksnes behov.

Kommunen skal vurdere den konkrete situation. Det kan blandt andet have betydning:

• hvor meget hjælp den voksne har brug for i hverdagen,
• om der er behov for hjælp på mange tidspunkter af døgnet,
• om personen kan tilkalde og modtage hjælp i egen bolig,
• om der er behov for pleje, omsorg eller behandling,
• om støtte i egen bolig kan være tilstrækkelig,
• og om behovet forventes at være midlertidigt eller varigt.

Kommunen træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven. Ved en afgørelse om blandt andet botilbud efter §§ 107 og 108 skal kommunen også beskrive den konkrete indsats og formålet med den.

Det betyder ikke, at kommunen frit kan vælge den løsning, der er billigst. Kommunen kan inddrage økonomiske hensyn, men afgørelsen skal stadig ligge inden for loven og bygge på en konkret vurdering af den voksnes behov.

Et centralt spørgsmål i mange sager er derfor:

Kan den nødvendige støtte faktisk gives i egen bolig – eller er der behov for en boligform med mere omfattende støtte?

Hvis kommunen mener, at støtte i egen bolig er nok, mens den voksne eller familien oplever, at det ikke fungerer, bliver det vigtigt at få præciseret, hvilke behov kommunen har lagt til grund, og hvordan kommunen mener, at de konkret kan dækkes.

Midlertidigt botilbud efter § 107

Servicelovens § 107 handler om midlertidige boformer.

Bestemmelsen bruges blandt andet, når en voksen på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for en særlig boform i en periode.

Det kan eksempelvis være relevant, hvis der er behov for:

• omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner,
• pleje,
• særlig behandlingsmæssig støtte,
• afklaring eller udvikling af funktionsevnen,
• eller en periode, hvor det skal vurderes, hvilken støtte der fremover er nødvendig.

§ 107 indeholder både situationer, hvor kommunen kan tilbyde et midlertidigt ophold, og situationer, hvor kommunen efter bestemmelsens stk. 2 skal tilbyde det, hvis betingelserne er opfyldt.

Der er ikke en fast tidsgrænse

Et § 107-ophold bliver ikke automatisk forkert, fordi personen har boet der i et eller to år.

Der er ikke fastsat en bestemt maksimal opholdstid. Det afgørende er blandt andet formålet med opholdet, hvordan behovet udvikler sig, og om personen efterhånden kan klare sig med en anden støtteform eller i stedet har fået et varigt behov for en længerevarende bolig med støtte.

Det er derfor for enkelt at sige:

§ 107 = kort tid
§ 108 = resten af livet

Den juridiske forskel handler først og fremmest om behovets og tilbuddets karakter.

Længerevarende botilbud efter § 108

Servicelovens § 108 gælder personer med en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har behov for omfattende hjælp til almindelige daglige funktioner eller for pleje, omsorg eller behandling, og som ikke kan få behovene dækket på anden måde.

Hvis betingelserne er opfyldt, skal kommunen tilbyde en boform, der er egnet til længerevarende ophold.

Tre spørgsmål bliver derfor særligt vigtige:

1. Er funktionsnedsættelsen betydelig og varig?
2. Hvor omfattende er behovet for hjælp, pleje, omsorg eller behandling?
3. Kan behovet forsvarligt dækkes på anden måde?

Det sidste spørgsmål er ofte centralt, hvis kommunen giver afslag på et længerevarende botilbud og i stedet mener, at støtte i egen bolig er tilstrækkelig.

Det er ikke nok blot at pege på, at bostøtte findes som mulighed. Kommunen skal tage stilling til, om den støtte, som faktisk kan etableres, kan dække den voksnes konkrete behov.

Et længerevarende botilbud er ikke altid en § 108-boform

Det kan være forvirrende, fordi ordet “botilbud” bruges om flere forskellige juridiske konstruktioner.

En voksen med et længerevarende støtte- og boligbehov kan eksempelvis bo i:

• en boform efter servicelovens § 108,
• en almen bolig etableret efter reglerne i almenboligloven,
• eller andre boligformer, hvor støtte efter serviceloven leveres særskilt.

Almenboliglovens § 105 handler blandt andet om almene boliger til personer med handicap, som har et særligt boligbehov. Den skal ikke forveksles med en bestemmelse om selve støtten.

Boligen og støtten er to forskellige spørgsmål

Det er derfor nyttigt at skelne mellem:

Hvor skal personen bo?

og:

Hvilken hjælp skal personen have?

En person kan eksempelvis bo i en almen bolig og samtidig modtage socialpædagogisk støtte efter servicelovens § 85.

Det betyder også, at man ikke automatisk kan udlede omfanget af den voksnes støtte alene af navnet på boligen eller den paragraf, som selve boligen er etableret efter.

Det konkrete botilbud skal være egnet

Når kommunen peger på et bestemt tilbud, er det ikke nok, at tilbuddet på papiret arbejder med den relevante målgruppe.

Kommunen skal konkret vurdere, om stedet kan dække denne voksnes behov.

Ankestyrelsens praksis understreger, at kommunen skal undersøge, hvilken hjælp der faktisk kan leveres i tilbuddet, og om hjælpen er tilstrækkelig til at dække den voksnes konkrete behov.

Det kan eksempelvis være relevant at se på:

• støttebehovets omfang,
• behov for hjælp på bestemte tidspunkter af døgnet,
• behov for struktur og forudsigelighed,
• kommunikation,
• fysisk tilgængelighed,
• pleje- eller behandlingsbehov,
• særlige pædagogiske eller faglige kompetencer,
• og om rammerne passer til den konkrete funktionsnedsættelse.

Et tilbud kan derfor godt være godkendt til en bred målgruppe uden nødvendigvis at være egnet til alle inden for målgruppen.

Hvis familien eller den voksne mener, at kommunens foreslåede sted ikke kan dække behovene, er det ofte mere præcist at diskutere hvilke konkrete behov stedet ikke kan imødekomme end blot at sige, at man ikke ønsker stedet.

Hvem bestemmer, hvilket botilbud det skal være?

Kommunen har ansvaret for at træffe afgørelsen og skal kunne pege på en løsning, som er egnet.

Men det betyder ikke, at kommunen i alle tilfælde frit kan bestemme det konkrete sted.

Særligt ved længerevarende botilbud findes der regler om frit valg.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem:

1. kommunens vurdering af hvilken type hjælp og bolig der er nødvendig, og
2. spørgsmålet om hvilket konkret egnet tilbud den voksne kan vælge.

Kan man selv vælge et botilbud efter § 107?

Der findes ikke den samme lovbestemte fritvalgsordning for midlertidige botilbud efter § 107 som på området for længerevarende botilbud.

Det betyder, at en voksen, som er visiteret til et § 107-tilbud, ikke uden videre kan kræve et andet konkret § 107-sted efter reglerne om frit valg.

Kommunen skal dog stadig vælge en løsning, som er egnet til at dække den voksnes behov.

At der ikke gælder frit valg, betyder derfor ikke:

Kommunen kan vælge et hvilket som helst § 107-tilbud.

Egnethedskravet gælder fortsat.

Frit valg ved længerevarende botilbud

Har den voksne ret til et længerevarende botilbud efter § 108, findes der en egentlig fritvalgsordning.

Efter reglerne om flytteret kan en person, der opfylder betingelserne for § 108, som udgangspunkt vælge mellem egnede § 108-botilbud uanset deres beliggenhed.

Hvis valget indebærer flytning til en anden kommune, gælder der yderligere betingelser. Personen skal blandt andet opfylde betingelserne for tilbuddet i både fraflytnings- og tilflytningskommunen.

Der findes samtidig fritvalgsregler i almenboligloven.

Ankestyrelsens praksis viser desuden, at en person med behov for et længerevarende botilbud efter omstændighederne kan vælge på tværs af en § 108-boform og en relevant bolig efter almenboliglovens regler, hvis betingelserne er opfyldt.

Det er altså ikke nødvendigvis sådan, at:

“Kommunen har visiteret til § 108, og derfor kan kun § 108-tilbud komme på tale.”

Det afgørende er blandt andet, om den alternative boligform og den tilknyttede støtte faktisk kan dække den voksnes behov.

Frit valg er ikke frit valg uden betingelser

Et ønsket tilbud skal blandt andet være egnet.

Tilbuddet skal desuden kunne indgå lovligt i kommunens forsyning og være registreret på Tilbudsportalen, når dette er et krav.

Der kan også gælde økonomiske begrænsninger.

Det er derfor ikke juridisk præcist at sige:

“Når man har frit valg, kan man vælge hvilket som helst bosted.”

Man har en valgmulighed inden for de retlige betingelser.

Når det ønskede botilbud er dyrere

Prisreglerne er et område, hvor ældre information på nettet let kan være misvisende.

Tidligere Ankestyrelsespraksis beskriver blandt andet en betingelse om, at det ønskede tilbud ikke måtte være “væsentligt dyrere” end det tilbud, kommunen vurderede kunne dække behovet.

Men reglerne blev ændret med virkning fra 1. juli 2025.

10 %-grænsen ved § 108

Ved frit valg efter servicelovens § 108, stk. 2 – altså hvor en person med et § 108-tilbud ønsker et tilsvarende tilbud i en anden kommune – gælder der nu en konkret beløbsgrænse.

Den forhandlede pris for det ønskede tilbud må ikke overstige udgiften til det tilbud, som fraflytningskommunen har visiteret personen til, med mere end 10 procent.

Det er den forhandlede pris, der er relevant. Det er derfor ikke nødvendigvis nok blot at sammenligne to offentliggjorte takster.

Hvis det ønskede tilbud ligger over grænsen, betyder det, at personen ikke har et retskrav på tilbuddet efter denne fritvalgsregel. Kommunen kan efter omstændighederne stadig vælge at imødekomme ønsket.

Reglen er midlertidig

10 %-bestemmelsen trådte i kraft den 1. juli 2025 og skal efter den gældende lov ophæves den 1. januar 2028.

Der findes samtidig en overgangsregel: lovændringen gælder ikke for kommunale visitationsafgørelser til § 108, som blev truffet før den 1. juli 2025.

Ældre sager kan derfor skulle vurderes efter de tidligere regler.

Ikke én prisregel for alle boligformer

Der findes også særskilte prisregler i almenboligloven for bestemte boligformer.

Man bør derfor være forsigtig med en generel tommelfingerregel om:

“Et alternativt botilbud må altid være op til 10 procent dyrere.”

Først skal det identificeres, hvilken boligform og hvilken fritvalgsregel sagen vedrører.

Hvad hvis der tidligere er givet afslag?

Ankestyrelsen har oplyst, at styrelsen ikke automatisk genoptager alle afsluttede sager, som blev afgjort efter den tidligere praksis.

Hvis en voksen tidligere har fået afslag med den begrundelse, at frit valg ikke længere kunne bruges, fordi personen allerede var visiteret og boede i et egnet tilbud, kan personen henvende sig til kommunen og søge på ny.

Det kan derfor være værd at se præcist på begrundelsen i en tidligere afgørelse.

Et afslag kan eksempelvis stadig være begrundet i:

• manglende egnethed,
• at betingelserne for den relevante boligform ikke er opfyldt,
• pris,
• eller andre konkrete forhold.

Praksisændringen betyder ikke, at alle tidligere ønsker om flytning nu automatisk skal imødekommes.

Den betyder, at den tidligere generelle barriere – at frit valg var “brugt op” efter indflytningen – ikke længere kan opretholdes.

Hvis kommunen mener, at det ønskede tilbud ikke er egnet

Et afslag på et bestemt botilbud kan være lovligt, hvis tilbuddet ikke kan dække den voksnes behov.

Men vurderingen skal være konkret.

Det er derfor vigtigt at se på, hvorfor kommunen mener, at stedet ikke er egnet.

Er problemet eksempelvis:

• manglende nattevagt?
• utilstrækkelige sundhedsfaglige kompetencer?
• fysiske rammer?
• manglende mulighed for den nødvendige pleje?
• et særligt støttebehov?
• kommunikation?
• adfærdsmæssige problemstillinger?
• eller noget andet?

Jo mere konkret behovene og tilbuddets muligheder kan sammenholdes, desto lettere er det at forstå, hvad uenigheden faktisk handler om.

Kommunen skal ikke nøjes med en løs antagelse om, at et andet sted “nok passer bedre”. Egnethed skal vurderes ud fra de faktiske behov og den hjælp, det konkrete tilbud kan levere.

Hvis du læser med som pårørende

Forældre og andre pårørende spiller ofte en meget stor praktisk rolle i en botilbudssag.

Det kan være familien, der:

• undersøger mulighederne,
• besøger forskellige botilbud,
• deltager i møder,
• samler oplysninger om støttebehovet,
• opdager uoverensstemmelser i kommunens vurdering,
• eller overvejer, om der er behov for juridisk rådgivning.

Men når personen er voksen, er den pårørende ikke automatisk part i sagen og kan ikke automatisk træffe beslutninger på den voksnes vegne.

Som pårørende kan du heller ikke automatisk klage i dit eget navn over en afgørelse, der vedrører en anden myndig person.

Hvis den voksne kan varetage sine egne interesser, er det grundlæggende den voksne selv, som har rettighederne.

En anden person kan efter omstændighederne hjælpe som bisidder eller repræsentere den voksne med den nødvendige bemyndigelse, eksempelvis en fuldmagt.

Hvis den voksne ikke er i stand til at varetage sine interesser eller give en gyldig fuldmagt, kan spørgsmål om værgemål blive relevante.

Det betyder ikke, at familiens viden er uden betydning.

Tværtimod kan de pårørende ofte have detaljeret viden om den voksnes hverdag, kommunikation og behov. Men den voksnes egne rettigheder og selvbestemmelse skal fortsat holdes adskilt fra familiens rolle.

Hvem træffer egentlig afgørelsen?

Det er kommunen, der træffer afgørelse om tilbud efter serviceloven.

Mange kommuner bruger interne:

• visitationsudvalg,
• faglige teams,
• visitatorer,
• handicaprådgivere,
• eller andre organisatoriske enheder.

Det ændrer ikke ved, at der juridisk er tale om en kommunal afgørelse.

Hvad med VISO?

VISO – den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – kan i komplicerede sager bidrage med specialiseret rådgivning og udredning.

VISO overtager ikke kommunens afgørelseskompetence.

Det er fortsat kommunen, der skal træffe den konkrete afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Hvilken kommune har sagen?

Hvis en voksen flytter til et botilbud i en anden kommune, betyder det ikke nødvendigvis, at den nye bopælskommune straks overtager alle myndighedsopgaver.

Retssikkerhedsloven indeholder særlige regler om handlekommune, blandt andet når en kommune har medvirket til, at en person får ophold i et botilbud i en anden kommune.

Handlekommunereglerne kan være tekniske.

Hvis der opstår uenighed om, hvilken kommune der skal behandle sagen eller betale for hjælpen, bør dette derfor holdes adskilt fra selve spørgsmålet om, hvilken støtte og hvilket botilbud den voksne har ret til.

Hvis kommunen vil ændre det nuværende botilbud

En botilbudssag stopper ikke nødvendigvis ved indflytningen.

Støttebehovet kan ændre sig, tilbuddet kan ændre sig, eller kommunen kan mene, at en anden løsning fremover er nødvendig.

Ved afgørelser om botilbud skal kommunen beskrive den konkrete indsats og formålet med den. Væsentlige ændringer af den konkrete indsats kan have karakter af en ny afgørelse og kan indbringes for Ankestyrelsen.

Hvis kommunen ønsker, at den voksne skal flytte, bliver det vigtigt at skelne mellem:

• en flytning, den voksne selv ønsker,
• en flytning, den voksne accepterer,
• og en situation, hvor den voksne modsætter sig flytningen eller ikke kan give informeret samtykke.

Hvis den voksne modsætter sig flytningen eller ikke kan give informeret samtykke, kan særlige regler om flytning uden samtykke blive relevante.

Det er et andet og mere indgribende regelsæt end de almindelige regler om visitation og frit valg.

Kommunen kan derfor ikke behandle spørgsmålet som en almindelig praktisk flytning.

Hvis kommunen giver afslag

Et afslag kan handle om flere forskellige ting.

Kommunen kan eksempelvis mene:

• at der slet ikke er behov for botilbud,
• at § 107 er den rigtige løsning frem for § 108,
• at støtte i egen bolig er tilstrækkelig,
• at det ønskede konkrete tilbud ikke er egnet,
• at reglerne om frit valg ikke er opfyldt,
• eller at en gældende prisbegrænsning er overskredet.

Det første skridt er derfor at identificere:

Hvad har kommunen faktisk taget stilling til?

Det er ikke det samme at få afslag på § 108 som at være godkendt til et længerevarende botilbud, men få afslag på det konkrete sted, man ønsker.

De to situationer kræver forskellige argumenter.

Du kan klage over en afgørelse om botilbud

Kommunale afgørelser efter serviceloven kan som udgangspunkt indbringes for Ankestyrelsen.

Den almindelige klagefrist er 4 uger fra det tidspunkt, hvor den pågældende har fået meddelelse om afgørelsen.

Klagen skal først sendes til kommunen. Kommunen skal genvurdere sin afgørelse og sender sagen videre til Ankestyrelsen, hvis kommunen ikke giver helt medhold.

Ankestyrelsen kan blandt andet:

• stadfæste afgørelsen,
• ændre den,
• ophæve den,
• hjemvise sagen,
• eller afvise klagen.

Ankestyrelsen kan efterprøve retlige spørgsmål. Det omfatter blandt andet, om reglerne er anvendt korrekt, om sagen er tilstrækkeligt oplyst, om kommunen har lagt korrekte og relevante oplysninger til grund, og om der er foretaget den nødvendige konkrete og individuelle vurdering.

Ankestyrelsen kan derimod ikke ændre en ellers lovlig afgørelse alene, fordi resultatet virker urimeligt.

Hvad betyder hjemvisning?

Hvis Ankestyrelsen hjemviser sagen, betyder det normalt, at kommunen skal behandle sagen igen.

Det betyder ikke i sig selv, at den voksne har fået ret til det ønskede botilbud.

Kommunen skal rette den mangel, Ankestyrelsen har konstateret, og træffe en ny afgørelse.

Du kan også læse Socialretsguidens generelle guide om klage over en afgørelse for at få overblik over blandt andet klagens indhold, frister og hvad der sker efter en klage.

Hvis den unge snart fylder 18

Når en ung med handicap nærmer sig 18 år, kan spørgsmål om fremtidig bolig og støtte blive meget centrale.

Det er voksenreglerne, der bliver relevante efter det fyldte 18. år, og kommunen kan blandt andet skulle tage stilling til:

• om den unge kan bo i egen bolig med støtte,
• om et midlertidigt botilbud er relevant,
• om der er behov for en længerevarende boligform,
• og hvilken støtte der skal følge med.

Overgangen fra børne- til voksenområdet rejser imidlertid flere spørgsmål end botilbud alene.

Skal du til møde med kommunen?

I en botilbudssag kan det være nyttigt at få præciseret, hvad kommunen faktisk vurderer.

Spørg eksempelvis:

• Hvilke konkrete støttebehov mener kommunen, at den voksne har?
• Mener kommunen, at behovet er midlertidigt eller varigt?
• Hvis kommunen mener, at egen bolig er tilstrækkelig, hvilken konkret støtte skal så etableres?
• Hvilket tilbud mener kommunen er egnet – og hvorfor?
• Hvilke behov mener kommunen, at det ønskede tilbud ikke kan dække?
• Hvis pris har betydning, hvilken regel og hvilken konkret prisberegning bygger kommunen vurderingen på?
• Har kommunen taget stilling til reglerne om frit valg?

Generelle spørgsmål om aktindsigt, partshøring, begrundelser og sagsbehandlingsregler behandles under Sagsbehandling og rettigheder.