Handicap og støtte

Støtte til børn med handicap

Når et barn har et handicap eller en alvorlig langvarig sygdom, kan støttebehovet både vedrøre barnet og resten af familien.

Det kan eksempelvis handle om, at barnet har brug for mere pleje eller opsyn end andre børn, at forældrene har ekstra udgifter, eller at en forælder må arbejde mindre for at kunne passe barnet.

Nogle af de centrale ordninger findes i Barnets lov.

Tabt arbejdsfortjeneste kan være relevant, hvis det på grund af barnets funktionsnedsættelse eller lidelse er nødvendigt og mest hensigtsmæssigt, at en forælder passer barnet og derfor mister arbejdsindtægt.

Kompensationsydelse kan efter andre regler være relevant, hvis familien har bestemte ekstra udgifter som følge af barnets funktionsnedsættelse eller lidelse.

Ordningerne har forskellige betingelser og skal vurderes hver for sig.

Støtte til voksne med handicap

På voksenområdet tager vurderingen udgangspunkt i den voksnes egne behov.

Støtten kan eksempelvis handle om:

• personlig eller praktisk hjælp i hjemmet,
• socialpædagogisk støtte,
• ledsagelse,
• hjælpemidler,
• støtte til bil (handicapbil),
• borgerstyret personlig assistance,
• kompensation for bestemte handicaprelaterede udgifter,
• midlertidigt eller længerevarende botilbud.

Det betyder ikke, at alle mennesker med handicap kan få alle former for støtte. Hver ordning har sin egen målgruppe og sine egne betingelser. Læs også om pasning af nærtstående.

Hvis spørgsmålet handler om, hvorvidt du har ret til et botilbud, eller om du kan vælge et andet botilbud, kan du læse den særskilte guide om botilbud.

Når et barn med handicap fylder 18

18 år er en vigtig juridisk grænse.

Nogle børneordninger ophører. Andre støttebehov skal vurderes efter voksenregler. Der kan også opstå spørgsmål om bolig, uddannelse, forsørgelse og hvem der må kommunikere med kommunen på den unges vegne.

Det er derfor misvisende at tænke overgangen som en automatisk flytning fra børneafdelingen til voksenafdelingen.

I de handicapsager, der er omfattet af Barnets lovs overgangsregler, skal kommunen begynde forberedelsen, når den unge fylder 16 år. Målet er, at nødvendige afgørelser om den fremtidige støtte kan træffes og støtten iværksættes umiddelbart efter 18-årsdagen.

Kommunen skal se på det konkrete behov

To mennesker med samme diagnose kan have meget forskellige støttebehov.

Kommunen skal derfor ikke alene spørge, hvilken sygdom eller diagnose personen har. Den relevante vurdering afhænger af den enkelte støtteordning og kan blandt andet handle om:

• hvad personen selv kan klare,
• hvor omfattende funktionsnedsættelsen er,
• hvad der sker i hverdagen uden støtte,
• hvilket behov den ønskede hjælp skal dække,
• om behovet dækkes efter andre regler.

Det er også grunden til, at dokumentation ofte handler om funktion og hverdagskonsekvenser – ikke alene om en diagnose.

Hvis du er uenig med kommunen

Hvis kommunen træffer en afgørelse om social støtte, skal afgørelsen som udgangspunkt kunne begrundes, og der vil normalt være mulighed for at klage efter de almindelige regler på socialområdet.

På Socialretsguiden ligger de generelle regler om blandt andet aktindsigt, møder og klager under Din sag.