Underretninger og børnesager

Når kommunen bliver bekymret for et barn

En børnesag kan begynde på flere måder. Familien kan selv bede kommunen om hjælp. Barnet kan henvende sig. Kommunen kan få oplysninger fra andre dele af systemet. Eller en fagperson eller privatperson kan sende en underretning.

Fælles for situationerne er, at kommunen skal forholde sig til oplysningerne, hvis de giver viden om eller grund til at antage, at barnet eller den unge kan have behov for hjælp og støtte efter Barnets lov.

En underretning er én måde sagen kan begynde på

En underretning er oplysninger til kommunen om en bekymring for et barn eller en ung. Det er ikke i sig selv en afgørelse om, at noget bestemt skal ske med barnet.

Kommunen skal behandle underretningen og vurdere, om den giver anledning til at handle videre. Det betyder blandt andet, at kommunen skal se på, om barnet kan have behov for støtte, og om sagen skal undersøges nærmere.

Derfor er der forskel på selve underretningen og den børnesag, der eventuelt følger efter.

En underretning kan føre til en nærmere sag, men den kan også ende med, at kommunen efter sin vurdering ikke finder grundlag for yderligere udredning. Og selv hvis sagen fortsætter, betyder det ikke automatisk, at der skal gennemføres en fuld børnefaglig undersøgelse.

Kommunen skal vurdere, om der er behov for akut hjælp

Når kommunen modtager en underretning, skal den senest 24 timer efter modtagelsen vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for en akut indsats.

Det er vigtigt at skelne mellem denne vurdering og resten af sagen.

24-timersreglen betyder ikke, at hele børnesagen skal være undersøgt eller afgjort inden for et døgn. Det er en særlig hurtig vurdering af, om barnet har behov for hjælp her og nu.

Screening, afdækning eller børnefaglig undersøgelse

Ordene kan lyde som forskellige trin på en fast trappe. Så enkelt er reglerne ikke.

Kommunen skal tilpasse sagsoplysningen til den konkrete situation. Nogle sager kan håndteres på de oplysninger, der allerede findes. Andre kræver, at enkelte forhold belyses nærmere. Og nogle sager kræver en egentlig børnefaglig undersøgelse.

Screening – hvad kræver sagen?

Når kommunen har viden om eller grund til at antage, at barnet eller den unge har behov for hjælp og støtte efter Barnets lov, skal kommunen foretage en screening.

Screeningen handler grundlæggende om at vurdere, hvor meget sagen behøver at blive belyst, før kommunen kan tage de næste relevante skridt.

Kommunen skal vurdere, om der er tale om:

1. en problemstilling, som ikke kræver yderligere afdækning,
2. en problemstilling, hvor et eller flere forhold skal afdækkes nærmere, eller
3. en problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse.

Screeningen sker som udgangspunkt ud fra de oplysninger, kommunen allerede har.

Resultatet behøver derfor ikke være, at familien sendes videre gennem alle tre niveauer.

Afdækning – når bestemte forhold skal belyses

Hvis kommunen vurderer, at enkelte forhold skal belyses yderligere for at forstå barnets støttebehov, skal den foretage den nødvendige afdækning.

Afdækningen er målrettet de relevante spørgsmål.

Det kan for eksempel være nødvendigt at få viden fra fagpersoner, som allerede kender barnet eller familien. Det kan være fra skole, dagtilbud, sundhedspleje eller andre fagpersoner, afhængigt af hvad sagen handler om.

Kommunen skal ikke afdække flere forhold end nødvendigt for at kunne vurdere barnets støttebehov.

Afdækningen skal så vidt muligt ske i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren.

Børnefaglig undersøgelse – når sagen kræver en bredere undersøgelse

En børnefaglig undersøgelse er en mere omfattende undersøgelse af barnets eller den unges behov og situation.

Kommunen skal træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse i bestemte situationer. Det gælder blandt andet, når der er grund til at antage, at sagen er alvorlig eller kompleks – herunder hvis kommunen overvejer anbringelse – og når barnet har været udsat for overgreb eller der er mistanke om overgreb.

Kommunen kan også iværksætte en børnefaglig undersøgelse i andre situationer, hvis den vurderer, at undersøgelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.

Undersøgelsen skal anlægge en helhedsbetragtning og belyse både udfordringer og ressourcer hos barnet, familien og netværket. Fagpersoner, som allerede har relevant viden om barnet eller familien, skal inddrages.

Som udgangspunkt skal undersøgelsen være afsluttet senest fire måneder efter, at kommunen blev opmærksom på, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte. Hvis det undtagelsesvist ikke er muligt, skal kommunen udarbejde en foreløbig vurdering og derefter afslutte undersøgelsen snarest muligt.

Barnet skal inddrages i sin egen sag

Barnet er ikke kun den person, de voksne taler om.

Barnets lov giver barnet ret til inddragelse og indflydelse på forhold, der vedrører barnet. Barnets holdning og synspunkter skal som udgangspunkt tilvejebringes og inddrages løbende gennem samtaler og anden direkte kontakt, før der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets forhold.

Kommunen skal tilrettelægge processen, så barnet har mulighed for at medvirke aktivt. Hvordan det skal ske, afhænger blandt andet af barnets alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse.

Det betyder ikke, at barnet selv bestemmer udfaldet af sagen. Men kommunen må heller ikke behandle barnet som et passivt objekt for de voksnes oplysninger og vurderinger.

Barnet har også ret til at lade sig bistå af en anden under sagen efter reglerne i Barnets lov.

Der gælder særlige regler i visse underretningssager. Hvis en underretning for eksempel handler om overgreb fra forældrenes side, kan kommunen skulle tale med barnet uden forældrenes samtykke og uden deres tilstedeværelse.

Hvad kan kommunen undersøge?

Kommunen må undersøge det, der er relevant for at kunne forstå barnets situation og træffe de nødvendige beslutninger og afgørelser.

Hvor bredt det bliver, afhænger derfor af sagen.

Ved en afgrænset afdækning er formålet netop at belyse bestemte forhold, der har betydning for støttebehovet.

En børnefaglig undersøgelse er bredere. Den skal tage udgangspunkt i en helhedsbetragtning og kan omfatte barnets egne forhold, familien, netværket og relevante faglige oplysninger.

Kommunen har ansvar for, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, før der træffes en afgørelse. Det betyder ikke, at kommunen frit kan indsamle enhver tænkelig oplysning. Oplysningerne skal have betydning for den sag, der behandles, og reglerne om blandt andet sagsoplysning og behandling af personoplysninger gælder fortsat.

Hvis bekymringen hænger sammen med barnets skolegang, mistrivsel eller fravær, kan oplysninger fra skolen eller PPR efter omstændighederne være relevante.

Læs mere om skole, PPR og mistrivsel.

Hvis kommunen vil undersøge jeres forældreevne

I nogle børnesager vil kommunen mene, at der er behov for en mere systematisk vurdering af forældrenes forudsætninger for at varetage omsorgen for barnet.

Det kan ske gennem en forældrekompetenceundersøgelse.

En forældrekompetenceundersøgelse er ikke det samme som enhver samtale med forældrene eller enhver vurdering af forholdene i hjemmet. Det er en særlig psykologisk undersøgelse, der kan indgå som led i kommunens oplysning af en børnesag og typisk i sammenhæng med en børnefaglig undersøgelse.

Kommunen skal have et konkret fagligt grundlag for at vurdere, at undersøgelsen er relevant. Der gælder desuden særlige faglige krav til gennemførelsen.

I den særskilte guide om forældrekompetenceundersøgelser kan du læse mere om formålet, forløbet og de juridiske spørgsmål, der kan opstå.

Hvad kan en børnesag føre til?

Der findes ikke ét bestemt slutpunkt for en børnesag.

Hvad der sker, afhænger af oplysningerne i sagen og barnets konkrete behov.

Sagen kan slutte uden yderligere udredning

En screening kan vise, at der ikke er behov for at afdække eller undersøge barnets støttebehov yderligere.

Det er derfor forkert at tænke, at enhver kontakt fra kommunen nødvendigvis udvikler sig til et længere myndighedsforløb.

Barnet eller familien kan få støtte

Kommunen kan vurdere, at barnet eller familien har behov for hjælp.

Det kan blandt andet være forskellige forebyggende eller støttende indsatser. Hvilken støtte der er relevant, afhænger af barnets konkrete behov og betingelserne i Barnets lov.

I nogle tilfælde behøver kommunen ikke gennemføre en fuld børnefaglig undersøgelse, før relevant hjælp kan sættes i gang. Støtte kan også efter omstændighederne iværksættes, mens kommunen fortsat afdækker eller undersøger sagen.

Sagen kan blive mere omfattende

Hvis oplysningerne giver anledning til alvorligere eller mere komplekse bekymringer, kan kommunen have behov for at undersøge flere forhold.

Det kan eksempelvis føre til en børnefaglig undersøgelse, yderligere faglige vurderinger eller – i relevante sager – en forældrekompetenceundersøgelse.

Det betyder stadig ikke i sig selv, at kommunen allerede har besluttet, hvad sagen skal ende med.

Anbringelse er et særskilt og mere indgribende spor

En børnesag kan i alvorlige tilfælde føre til overvejelser om, at barnet skal bo uden for hjemmet.

Men en underretning, afdækning eller børnefaglig undersøgelse er ikke det samme som en beslutning om anbringelse.

Der gælder særskilte betingelser for anbringelse. Der er også forskel på en anbringelse, der sker med det nødvendige samtykke, og en anbringelse uden samtykke.

Ved anbringelse uden samtykke er det ikke den almindelige rådgiver i kommunen, som på egen hånd træffer afgørelsen. Sådanne afgørelser træffes efter Barnets lov af kommunens børne- og ungeudvalg, når lovens betingelser er opfyldt.

Hvem træffer beslutningerne?

Det kan være svært at skelne mellem den person, du taler med, og den myndighed, der juridisk træffer beslutningerne.

Det overordnede myndighedsansvar ligger hos kommunalbestyrelsen. I praksis behandles sagen typisk af en kommunal myndighedsfunktion med børne- og ungerådgivere eller andre relevante medarbejdere.

Rådgiveren kan indhente oplysninger, holde møder, tale med barnet og foretage faglige vurderinger som led i sagsbehandlingen. Den præcise interne kompetence til at træffe afgørelser afhænger også af kommunens delegation og organisering.

Nogle mere indgribende afgørelser er imidlertid lagt til andre organer. Børne- og ungeudvalget træffer eksempelvis afgørelse om anbringelse uden samtykke.

Ankestyrelsen bliver blandt andet relevant som klageinstans for en række afgørelser efter Barnets lov.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem:

• hvem du har kontakt med,
• hvem der oplyser og vurderer sagen,
• hvem der formelt træffer en afgørelse,
• og hvem der eventuelt behandler en klage bagefter.

Dine rettigheder under sagen

Når kommunen behandler en børnesag, gælder både Barnets lov og de almindelige forvaltningsretlige regler.

Som forælder kan du derfor blandt andet komme til at have spørgsmål om, hvilke oplysninger kommunen har, om du skal høres over oplysninger, om du kan have en anden med til møder, og hvordan du kan reagere på en afgørelse.

De spørgsmål afhænger af situationen og af, om der er tale om et processkridt eller en egentlig afgørelse.

Sagsbehandling og rettigheder

Barnet har samtidig sine egne rettigheder efter Barnets lov. Det gælder blandt andet retten til løbende inddragelse og retten til at lade sig bistå af en anden under sagen. Fra 10-årsalderen har børn desuden selvstændig klageadgang over en række bestemte afgørelser efter loven.