Hjælpemidler ved handicap – hvornår kan kommunen betale?

Hvornår kan du få et hjælpemiddel efter § 112?

Servicelovens § 112 gælder personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Reglen gælder både børn og voksne.

For at få støtte skal mindst én af tre betingelser være opfyldt.

1. Hjælpemidlet afhjælper følgerne af funktionsnedsættelsen

Hjælpemidlet kan være relevant, hvis det i væsentlig grad kompenserer for de varige følger af funktionsnedsættelsen.

Det kan eksempelvis være et produkt, som gør det muligt at udføre en funktion, som personen ellers ikke eller kun meget vanskeligt kan udføre.

2. Hjælpemidlet letter hverdagen i hjemmet

Hjælpemidlet kan også bevilges, hvis det i væsentlig grad letter den daglige tilværelse i hjemmet.

Det kan blandt andet handle om mulighed for:

• personlig selvstændighed,
• bevægelse,
• kommunikation,
• pleje,
• eller andre væsentlige funktioner i hverdagen.

3. Hjælpemidlet er nødvendigt for arbejde

Et hjælpemiddel kan også være omfattet, hvis det er nødvendigt for, at personen kan udøve et erhverv.

Det betyder ikke, at alle arbejdsredskaber dermed skal bevilges efter § 112.

Der gælder også særlige regler på beskæftigelsesområdet, og sektoransvaret skal derfor afklares.

Hvad betyder “varigt nedsat funktionsevne”?

Den almindelige § 112-regel kræver en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Det betyder ikke nødvendigvis, at tilstanden skal være uforanderlig resten af livet.

Det centrale er blandt andet, om der inden for en overskuelig fremtid er udsigt til væsentlig bedring, og om behovet for kompensation forventes at bestå i længere tid.

Kommunen skal foretage en konkret vurdering.

En diagnose giver derfor ikke automatisk ret til et bestemt hjælpemiddel.

Det afgørende er funktionsnedsættelsen og det konkrete behov.

Hvad hvis funktionsnedsættelsen er midlertidig?

Der findes en særskilt regel i servicelovens § 113 b.

Kommunen kan give tidsbegrænset hjælp til hjælpemidler eller forbrugsgoder til personer med midlertidigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, hvis de øvrige betingelser er opfyldt.

Hjælpen gives som naturalhjælp.

Der er ikke egenbetaling for selve hjælpen efter denne bestemmelse.

Det betyder, at svaret ikke altid er nej, blot fordi funktionsnedsættelsen ikke vurderes som varig.

Men § 113 b er en særskilt mulighed, og kommunen skal tage konkret stilling til betingelserne.

Hvor stor forskel skal hjælpemidlet gøre?

Det er ikke nok, at produktet er praktisk eller gør hverdagen lidt lettere.

Efter § 112 skal hjælpemidlet have en væsentlig betydning.

Vurderingen er konkret.

Der kan blandt andet ses på:

• funktionsnedsættelsens karakter,
• hvor ofte hjælpemidlet skal bruges,
• hvilke aktiviteter det gør mulige,
• hvor meget hjælp fra andre det kan erstatte eller reducere,
• alder og livssituation,
• familiens situation,
• og om behovet kan dækkes forsvarligt på en anden måde.

Der findes derfor ikke en liste over diagnoser, som automatisk giver ret til bestemte hjælpemidler.

Kommunen vælger det bedst egnede og billigste hjælpemiddel

Kommunen skal som udgangspunkt yde støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel.

Det betyder ikke bare:

“det billigste produkt vinder.”

Først skal kommunen finde frem til, hvilke hjælpemidler der faktisk er egnede til at dække det konkrete behov.

Blandt de egnede løsninger kan kommunen vælge den billigste.

Hvis du mener, at kommunens valgte hjælpemiddel ikke reelt dækker behovet, er det derfor vigtigt at forklare konkret:

• hvilke funktioner der mangler,
• hvilke problemer der opstår ved brugen,
• og hvorfor forskellen mellem produkterne er nødvendig på grund af funktionsnedsættelsen.

Kan du selv vælge hjælpemiddel og leverandør?

Der er en fritvalgsordning.

Hvis kommunen har bevilget et hjælpemiddel, kan du som udgangspunkt vælge en anden leverandør end kommunens.

Hvis kommunen har en leverandøraftale, kan kommunen dog højst refundere det beløb, som kommunen selv kunne have købt det relevante hjælpemiddel for hos sin leverandør.

Hvis du vælger en dyrere løsning, betaler du som udgangspunkt selv prisforskellen.

Der findes undtagelser til fritvalgsretten.

Hvis kommunen eksempelvis kan stille et hjælpemiddel til rådighed, som er fuldstændig identisk med det hjælpemiddel, du ønsker at købe hos en anden leverandør, gælder frit leverandørvalg ikke på samme måde.

Frit valg betyder derfor ikke, at kommunen skal betale enhver løsning, du selv foretrækker.

Søg før du køber hjælpemidlet

Det er en af de vigtigste praktiske regler.

Kommunen kan normalt ikke yde støtte til et hjælpemiddel, som du selv har købt, før kommunen har givet bevilling.

Det samme udgangspunkt gælder for forbrugsgoder.

Hvis du køber produktet:

• mens kommunen behandler sagen,
• efter et afslag,
• eller mens en klage behandles,

bærer du som udgangspunkt selv risikoen for helt eller delvist at ende med udgiften.

Der kan efter praksis være ganske særlige situationer, hvor behovet var så uopsætteligt, at støtte alligevel kan komme på tale.

Men det er undtagelsen.

Den sikre hovedregel er derfor:

Søg først. Vent på afgørelsen, før du køber.

Hvad er forskellen på et hjælpemiddel og et forbrugsgode?

Forskellen handler blandt andet om, hvad produktet normalt er fremstillet til.

Et hjælpemiddel er typisk udviklet specielt til at afhjælpe en funktionsnedsættelse.

Et forbrugsgode er et produkt, som fremstilles og sælges bredt til den almindelige befolkning.

Det kan eksempelvis være et almindeligt standardprodukt, som på grund af en funktionsnedsættelse får en særlig betydning for borgeren.

Klassifikationen har betydning for:

• hvor meget kommunen betaler,
• om der er egenbetaling,
• og hvilke regler der gælder om senere udskiftning og reparation.

Hvad betaler kommunen ved et forbrugsgode?

Efter servicelovens § 113 kan kommunen yde støtte til et forbrugsgode, hvis betingelserne i § 112, stk. 1, er opfyldt.

Der kan som udgangspunkt kun ydes hjælp, når udgiften overstiger 500 kr.

For et almindeligt forbrugsgode er udgangspunktet:

50 % af prisen på et almindeligt standardprodukt af den pågældende art.

Hvis funktionsnedsættelsen nødvendiggør:

• et dyrere produkt,
• eller særlig indretning,

kan kommunen derudover skulle betale de nødvendige ekstraudgifter.

Hvad hvis forbrugsgodet kun fungerer som hjælpemiddel for dig?

Der gælder en vigtig undtagelse.

Hvis et forbrugsgode på grund af funktionsnedsættelsen udelukkende fungerer som hjælpemiddel for dig, skal kommunen betale hele anskaffelsesprisen på det bedst egnede og billigste produkt.

Hjælpen kan gives som udlån.

Det betyder, at kommunen i enhver relevant § 113-sag skal tage stilling til, hvilken kategori produktet faktisk tilhører.

Det er ikke nok automatisk at sige:

“Det er et forbrugsgode, så du får 50 procent.”

Hvad regnes som almindeligt indbo?

Der kan ikke ydes hjælp efter § 113 til forbrugsgoder, som normalt indgår i sædvanligt indbo.

Reglerne nævner eksempelvis almindelige:

• stole,
• borde,
• senge,
• telefoner,
• tv,
• tablets

som produkter, der efter omstændighederne kan falde i kategorien sædvanligt indbo.

Det er derfor ikke nok, at et almindeligt produkt er nyttigt på grund af handicappet.

Kommunen skal vurdere produktets karakter og den relevante hjemmel.

Reparation og udskiftning af hjælpemidler

For bevilgede hjælpemidler efter § 112 skal kommunen yde hjælp til reparation og udskiftning efter behov.

Hvis:

• du fortsat har behov for samme type hjælpemiddel,
• funktionsnedsættelsen i det væsentlige er uændret,
• og betingelserne i bekendtgørelsen er opfyldt,

kan udskiftningen i visse tilfælde behandles uden en helt ny omfattende oplysning af sagen.

Hvis du har benyttet frit valg og valgt et hjælpemiddel, der medfører ekstraordinært dyre eller hyppige reparationer eller hyppigere udskiftning, kan du selv komme til at betale de ekstra udgifter, som skyldes det frie valg.

Reparation og udskiftning af forbrugsgoder

Reglerne er anderledes for forbrugsgoder.

Ankestyrelsens principmeddelelse 10-26 fastslår, at der ikke kan ydes hjælp til udskiftning af et almindeligt forbrugsgode, der er bevilget efter den almindelige 50 %-regel.

Hvis et forbrugsgode derimod udelukkende fungerer som hjælpemiddel, kan der ydes hjælp til udskiftning efter behov.

Ved en ny ansøgning skal kommunen foretage en aktuel konkret vurdering.

Kommunen kan derfor ikke nødvendigvis afslå alene med henvisning til, hvordan produktet blev klassificeret ved en tidligere bevilling.

Betaler kommunen drift og vedligeholdelse?

Som udgangspunkt ikke.

Kommunen yder normalt ikke hjælp til almindelige udgifter, der følger af brugen af hjælpemidlet, eksempelvis:

• almindelig strøm,
• rengøring,
• eller almindelig vedligeholdelse.

Der findes særlige undtagelser for enkelte hjælpemiddeltyper og nødvendige udgifter.

Men hovedreglen er, at selve bevillingen af et hjælpemiddel ikke automatisk betyder, at kommunen betaler alle fremtidige driftsudgifter.

Er det kommunen, sygehuset, skolen eller arbejdsområdet, der skal betale?

Det afhænger af, hvilket formål hjælpemidlet har.

Servicelovens § 115 betyder, at § 112-113 b som udgangspunkt er subsidiære, hvis hjælpen kan bevilges efter anden lovgivning.

Det kan eksempelvis være:

• sundhedsvæsenet,
• undervisningssektoren,
• beskæftigelsesområdet,
• eller andre særlige regelsæt.

Behandlingsredskaber

Et produkt, som udleveres som led i behandling eller som fortsættelse af en iværksat behandling, kan være et behandlingsredskab.

Det er da sundhedssektorens ansvar og ikke et hjælpemiddel efter § 112.

Det afgørende er ikke kun produktets navn, men hvilket formål det har i den konkrete situation.

Hjælpemidler i skolen

Hvis et barn har brug for særlige undervisningsmaterialer eller tekniske hjælpemidler for at få tilstrækkeligt udbytte af undervisningen, kan undervisningssektoren have ansvaret.

Et hjælpemiddel, som er nødvendigt direkte i undervisningen, skal derfor ikke automatisk søges efter servicelovens § 112.

Hjælpemidler til arbejde

Selv om § 112 nævner hjælpemidler, der er nødvendige for at udøve et erhverv, findes der også særlige regler om arbejdsredskaber og arbejdspladsindretning på beskæftigelsesområdet.

Kommunen skal derfor afklare, hvilket regelsæt der faktisk har ansvaret for den konkrete hjælp.

Hvad hvis myndighederne er uenige om, hvem der skal betale?

En uenighed mellem to offentlige sektorer bør ikke bare ende med, at du bliver sendt frem og tilbage uden en afgørelse.

Hvis du søger kommunen efter § 112, skal kommunen tage stilling til ansøgningen.

Hvis kommunen mener, at hjælpen hører under et andet regelsæt, skal det fremgå klart af afgørelsen og begrundelsen.

Ved tvivl om sektoransvaret kan det være relevant at få præciseret:

• hvad produktets primære formål er,
• hvilken funktion det skal afhjælpe,
• og hvilken konkret regel myndigheden mener placerer ansvaret et andet sted.

Læs også guiden om afgørelse og begrundelse.

Sådan kan du søge om et hjælpemiddel

Beskriv ikke kun hvilket produkt du ønsker.

Beskriv først behovet.

Det er ofte nyttigt at forklare:

1. hvilken funktionsnedsættelse der er relevant,
2. hvilke konkrete aktiviteter du eller dit barn ikke kan udføre eller kun kan udføre med store vanskeligheder,
3. hvordan hjælpemidlet vil ændre det,
4. hvor ofte behovet opstår,
5. hvilke andre løsninger der eventuelt er forsøgt,
6. og hvorfor det ønskede hjælpemiddel er nødvendigt eller væsentligt.

Vedlæg relevant dokumentation, hvis du allerede har den.

Kommunen har fortsat ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes afgørelse.

Hvis kommunen giver afslag

Læs først, hvorfor kommunen siger nej.

Et afslag kan eksempelvis bygge på, at kommunen mener:

• at funktionsnedsættelsen ikke er varig,
• at hjælpemidlet ikke har væsentlig nok betydning,
• at et billigere hjælpemiddel er tilstrækkeligt,
• at produktet er almindeligt indbo,
• at produktet skal behandles som et forbrugsgode,
• eller at en anden sektor har ansvaret.

Det er disse konkrete begrundelser, en eventuel klage bør tage udgangspunkt i.

Hvis du mangler kommunens materiale, kan du søge aktindsigt.

Sådan klager du

En afgørelse om hjælpemidler eller forbrugsgoder efter serviceloven kan som udgangspunkt påklages efter de almindelige socialretlige klageregler.

Klagen sendes først til kommunen, som skal genvurdere afgørelsen.

Hvis kommunen fastholder afgørelsen, sendes sagen videre til Ankestyrelsen.

Den almindelige klagefrist er som udgangspunkt fire uger fra det tidspunkt, hvor du har fået meddelelse om afgørelsen.

Læs den generelle guide om klage over en afgørelse.