Familiebehandling fra kommunen – hvad betyder det i en børnesag?

Hvad er familiebehandling efter Barnets lov?

Familiebehandling er en af de støttende indsatser, kommunen kan træffe afgørelse om efter Barnets lov § 32.

Den juridiske hjemmel er § 32, stk. 1, nr. 5:

familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge.

Formålet er støtte – ikke i sig selv at undersøge, om forældrene er “gode nok”.

Den officielle vejledning beskriver familiebehandling som forskellige familierettede indsatser, der som udgangspunkt har til formål at bevare familien samlet.

Familiebehandling kan også bruges, mens barnet er anbragt uden for hjemmet. Her kan formålet eksempelvis være at arbejde med samspillet under samvær eller med forhold, der kan få betydning ved en mulig hjemgivelse.

Hvad kan familiebehandling indeholde?

Barnets lov fastlægger ikke én bestemt behandlingsmetode.

Indholdet skal tilpasses barnets og familiens konkrete behov.

Et forløb kan eksempelvis bestå af:

• samtaler med forældrene,
• samtaler med barnet,
• fælles familiesamtaler,
• arbejde med samspillet mellem barn og forældre,
• observationer i hjemmet,
• konkrete øvelser,
• støtte til struktur og rutiner,
• arbejde med konflikter eller kommunikation,
• støtte til at forstå og imødekomme barnets særlige behov,
• gruppeforløb.

Familiebehandling kan foregå i familien, på et kommunalt familiecenter eller hos en leverandør, kommunen bruger.

Det konkrete tilbud kan derfor være meget forskelligt fra kommune til kommune og fra familie til familie.

Bed kommunen gøre formålet konkret

Kommunens afgørelse skal angive:

• formålet med indsatsen,
• og den forventede varighed.

Hvis afgørelsen alene siger “familiebehandling”, uden at det er tydeligt, hvad der konkret skal arbejdes med, er det relevant at bede kommunen forklare målene.

Spørg fx:

• Hvilke problemer skal behandlingen hjælpe med?
• Hvad forventes vi som forældre at gøre?
• Hvad skal familiebehandleren arbejde med sammen med barnet?
• Hvordan vurderes det, om forløbet virker?
• Hvornår følger kommunen op?

Er familiebehandling frivillig?

Den almindelige familiebehandling efter § 32 bygger på samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

Samtykket skal være reelt og informeret.

Det betyder, at du skal kunne forstå:

• hvad indsatsen går ud på,
• hvad formålet er,
• og hvor længe den forventes at vare.

Hvis der er fælles forældremyndighed, er udgangspunktet, at begge forældremyndighedsindehavere skal samtykke.

Barnets mening har også betydning

At det formelle samtykkekrav retter sig mod forældremyndighedsindehaveren betyder ikke, at barnet er uden rettigheder.

Barnet skal inddrages i sin sag efter de almindelige regler i Barnets lov.

Fra 10 år har barnet desuden selvstændige partsbeføjelser i sager om støttende indsatser efter § 32 og kan blandt andet selv klage over afgørelsen.

Kan kommunen gennemføre familiebehandling uden dit samtykke?

Som hovedregel ikke efter den almindelige § 32-model.

Det er vigtigt at skelne mellem familiebehandling af familien og behandling af barnet eller den unge.

Barnets lov § 37 giver under særlige betingelser mulighed for visse støttende indsatser uden forældrenes samtykke, men når § 37 henviser til § 32, stk. 1, nr. 5, er bestemmelsen udtrykkeligt afgrænset til behandling af barnet eller den unge.

Der findes samtidig andre særlige regler i Barnets lov, blandt andet om børne- og ungepålæg, hvor visse § 32-indsatser kan iværksættes uden det almindelige samtykke.

Derfor er det mere præcist at sige:

Almindelig kommunal familiebehandling efter § 32 er samtykkebaseret, men Barnets lov indeholder særlige undtagelses- og pålægsregler.

Hvad sker der, hvis du siger nej til familiebehandling?

Kommunen har fortsat pligt til at vurdere barnets behov for støtte.

Hvis du ikke ønsker den foreslåede familiebehandling, kan kommunen derfor have behov for at tage stilling til:

• hvorfor du siger nej,
• om en anden støtteform kan imødekomme barnets behov,
• om sagen skal undersøges yderligere,
• og om de bekymringer, der førte til tilbuddet, fortsat består.

Et nej til en bestemt støtteform er ikke i sig selv det samme som, at betingelserne for anbringelse er opfyldt.

Hvis kommunens bekymring er så alvorlig, at anbringelse overvejes, skal betingelserne for anbringelse vurderes selvstændigt efter reglerne om anbringelse.

Du kan spørge til alternativer

Hvis problemet ikke er, at du afviser hjælp, men at du mener, at den foreslåede familiebehandling ikke passer til barnets behov, så gør den forskel tydelig.

Spørg fx:

• Hvorfor har kommunen valgt familiebehandling?
• Hvilke andre § 32-indsatser er overvejet?
• Kan behandlingen tilrettelægges anderledes?
• Er problemet selve indsatsen, leverandøren, omfanget eller de konkrete mål?

Skal der være lavet en børnefaglig undersøgelse først?

Ikke nødvendigvis.

En støttende indsats efter § 32 kan iværksættes:

• på grundlag af en afdækning,
• på grundlag af en børnefaglig undersøgelse,
• eller sideløbende med afdækningen eller undersøgelsen.

Familiebehandling behøver derfor ikke vente, indtil en BFU er helt afsluttet.

Om kommunen først har behov for en BFU, afhænger af alvoren og kompleksiteten i barnets sag.

Familiebehandling er ikke det samme som BFU eller FKU

De tre begreber kan optræde i den samme sag, men de har forskellige funktioner.

Der arbejdes med barnet, forældrene og/eller familiens samspil ud fra de mål, kommunen har fastlagt.

Læs mere om børnefaglig undersøgelse.

Læs mere om forældrekompetenceundersøgelse.

Familiebehandling kan indeholde observationer af familien og beskrivelser af, hvordan forløbet udvikler sig.

Det gør ikke familiebehandlingen til en FKU.

Men oplysninger fra forløbet kan senere indgå i kommunens samlede vurdering af sagen.

Skal der være en barnets plan?

Ikke automatisk.

Når kommunen træffer afgørelse om en støttende indsats efter § 32, skal kommunen tage stilling til, om der skal udarbejdes en barnets plan.

Hvis kommunen beslutter, at der skal være en plan, skal den indeholde konkrete mål for barnets trivsel og udvikling og tage udgangspunkt i den valgte indsats.

Uanset om der udarbejdes en barnets plan, skal selve § 32-afgørelsen angive formålet med familiebehandlingen og den forventede varighed.

Hvordan skal kommunen følge op?

Kommunen skal løbende følge op på barnets trivsel og udvikling, når der er iværksat familiebehandling som en § 32-indsats.

Den første opfølgning skal ske på det tidligste af:

• det tidspunkt, hvor en sideløbende afdækning eller undersøgelse bliver afsluttet,
• eller tre måneder efter indsatsen blev iværksat.

Ved den første opfølgning skal kommunen tage stilling til, hvordan den videre opfølgning skal tilrettelægges.

Det betyder, at der ikke nødvendigvis findes én fast opfølgningsrytme for alle familiebehandlingsforløb.

Det afgørende er barnets og familiens konkrete situation.

Hvad skriver familiebehandleren til kommunen?

Det afhænger blandt andet af, hvordan tilbuddet er organiseret og hvad der er aftalt om opgaven.

Men du bør ikke gå ud fra, at familiebehandlingen er et helt afskåret, fortroligt terapeutisk rum, hvor intet kan komme tilbage til myndighedssagen.

Familiebehandleren kan eksempelvis dokumentere:

• fremmøde,
• hvilke områder der er arbejdet med,
• udvikling i forhold til målene,
• observationer fra forløbet,
• forhold, som behandleren vurderer er relevante for barnets trivsel,
• status på indsatsen.

Statusoplysninger fra familiebehandling kan indgå i kommunens videre behandling af børnesagen.

Samtidig gælder regler om tavshedspligt, behandling af personoplysninger og om, hvilke oplysninger der er relevante og lovligt kan behandles eller videregives.

Få rammerne afklaret fra starten

Det er derfor relevant at spørge:

1. Hvem er familiebehandlerens opdragsgiver?
2. Hvad skal behandleren dokumentere?
3. Hvor ofte skal der laves status?
4. Hvem modtager status?
5. Får I selv statusbeskrivelsen?
6. Hvilke konkrete mål skal behandleren rapportere på?
7. Hvilke typer observationer indgår?

Hvis en statusbeskrivelse senere bliver en del af kommunens sag, kan reglerne om aktindsigt være relevante.

Kan familiebehandling få betydning for en anbringelsessag?

Ja, det kan den – men ikke på en automatisk måde.

Familiebehandling kan blandt andet bruges:

• for at forsøge at støtte barnet og familien, mens barnet bor hjemme,
• under en anbringelse,
• med fokus på samvær,
• eller med blik for en mulig hjemgivelse.

Hvis der senere opstår spørgsmål om anbringelse, kan oplysninger om tidligere støtteforløb og deres resultater være relevante i vurderingen.

Det betyder ikke:

Betingelserne for en anbringelse skal altid vurderes efter anbringelsesreglerne.

Omvendt kan kommunen heller ikke være tvunget til at se bort fra relevante oplysninger om barnets situation, blot fordi oplysningerne er kommet frem under et familiebehandlingsforløb.

Læs mere i guiden om anbringelse.

Hvornår kan familiebehandlingen ændres eller stoppe?

Familiebehandling skal ikke fortsætte alene, fordi den én gang er blevet bevilget.

Kommunen skal følge op på, om indsatsen fortsat imødekommer barnets behov.

Efter Barnets lov skal en § 32-indsats ophøre, når:

• formålet er nået,
• eller indsatsen ikke længere opfylder sit formål,

med de særlige undtagelser, loven opstiller.

Opfølgningen kan også vise, at indsatsen bør ændres, suppleres eller erstattes af en anden støtte.

Hvis kommunen ændrer eller stopper en bevilget indsats på en måde, der har karakter af en afgørelse, gælder de almindelige krav til kommunens afgørelsessagsbehandling.

Kan du klage over familiebehandling?

Ja, en kommunal afgørelse om en støttende indsats efter § 32 kan som udgangspunkt indbringes for Ankestyrelsen.

Det kan blandt andet være relevant, hvis du er uenig i:

• hvilken støtte kommunen har bevilget,
• omfanget eller indholdet af den afgørelse, kommunen har truffet,
• eller at kommunen afslår eller ophører med en indsats.

Et barn eller en ung fra 10 år har også selvstændig klageadgang over § 32-indsatser.

Klagen følger den almindelige sociale klagevej og sendes først til kommunen, som skal genvurdere afgørelsen.

Læs mere i guiden om klage over en afgørelse.

Hvad bør du få afklaret, før familiebehandlingen starter?

Hvis du har fået tilbudt familiebehandling, kan du bede om konkret svar på:

1. Er der truffet en formel afgørelse efter § 32, stk. 1, nr. 5?
2. Hvad er det præcise formål med indsatsen?
3. Hvor længe forventes forløbet at vare?
4. Hvem skal deltage?
5. Hvor og hvor ofte skal behandlingen foregå?
6. Hvilke konkrete mål skal der arbejdes med?
7. Skal der udarbejdes en barnets plan?
8. Hvornår følger kommunen første gang op?
9. Hvad dokumenterer familiebehandleren?
10. Hvilke statusoplysninger sendes til kommunen?
11. Hvad sker der, hvis I er uenige om metoden, målene eller leverandøren?

Jo tydeligere rammerne er fra starten, desto lettere er det senere at vurdere, om indsatsen faktisk arbejder med det, kommunen har besluttet.