Børnefaglig undersøgelse – når kommunen vil undersøge dit barns forhold

Hvorfor vil kommunen lave en børnefaglig undersøgelse?

Kommunen skal først vurdere, hvad der er behov for, når den får viden om eller grund til at antage, at et barn kan have brug for hjælp eller støtte.

Den viden kan komme mange steder fra. Du kan selv have bedt om hjælp. Barnet kan have henvendt sig. Kommunen kan have fået oplysninger fra andre dele af systemet, eller den kan have modtaget en underretning.

En underretning betyder ikke automatisk, at kommunen skal lave en børnefaglig undersøgelse.

Kommunen foretager først en screening af oplysningerne. Screeningen kan blandt andet føre til, at kommunen vurderer, at der ikke er behov for yderligere udredning, at enkelte forhold skal afdækkes nærmere, eller at der er behov for en egentlig børnefaglig undersøgelse.

Hvornår skal kommunen lave undersøgelsen?

Efter Barnets lov skal kommunen træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse i tre centrale situationer:

• når der er grund til at antage, at sagen er alvorlig eller kompleks – herunder hvis kommunen overvejer anbringelse,
• når barnet eller den unge har været udsat for overgreb, eller der er mistanke om overgreb,
• i den særlige situation, hvor barnet har været på en boform efter servicelovens §§ 109 eller 110 med en forælder på grund af vold i hjemmet, og forælderen afbryder opholdet for at vende tilbage til det voldelige miljø med barnet.

Der findes også enkelte særlige regler andre steder i Barnets lov. For eksempel skal en ansøgning om godkendelse af hjemmetræning behandles på baggrund af en børnefaglig undersøgelse.

Hvis kommunen modtager en underretning med en påstand om overgreb, skal oplysningerne vurderes. En åbenlyst grundløs eller rent chikanøs underretning betyder ikke i sig selv, at kommunen automatisk skal iværksætte en børnefaglig undersøgelse.

Hvornår kan kommunen vælge en børnefaglig undersøgelse?

Kommunen kan også iværksætte en børnefaglig undersøgelse uden for de situationer, hvor den er obligatorisk.

Det kræver, at kommunen konkret vurderer, at undersøgelsen er nødvendig af hensyn til barnets eller den unges støttebehov.

Det betyder samtidig, at kommunen ikke bør vælge en mere omfattende undersøgelse, hvis de nødvendige spørgsmål kan afklares ved en mere afgrænset afdækning.

Afdækning eller børnefaglig undersøgelse – hvad er forskellen?

Det er let at få indtryk af, at en børnesag altid bevæger sig gennem den samme rækkefølge:

screening → afdækning → børnefaglig undersøgelse → støtte.

Sådan fungerer reglerne ikke.

Hvad undersøger kommunen?

En børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning.

Kommunen skal afdække både udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge og relevante forhold hos familien og netværket.

Hvilke konkrete emner der er relevante, afhænger derfor af sagen.

Det kan for eksempel være:

• hvordan barnet trives og udvikler sig,
• forhold i familien,
• barnets skole eller dagtilbud,
• barnets sundhed,
• relationer, fritid og netværk,
• hvilke ressourcer barnet og familien allerede har,
• hvilken støtte der allerede findes omkring barnet.

Listen er ikke en lovbestemt checkliste, som kommunen automatisk skal gennemgå punkt for punkt.

Helhedsorienteret betyder ikke, at alt er relevant

At undersøgelsen skal være helhedsorienteret betyder ikke, at kommunen frit kan undersøge ethvert privat forhold hos familien.

De oplysninger, der indhentes og anvendes, skal være relevante og nødvendige for behandlingen af sagen.

Det er derfor helt legitimt at spørge kommunen, hvorfor en bestemt oplysning er relevant, og hvad kommunen ønsker at få belyst med den.

Hvem kan kommunen inddrage?

Kommunen skal som led i undersøgelsen inddrage fagpersoner, der allerede har relevant viden om barnet og familien.

Afhængigt af sagen kan det blandt andet være:

• skole eller dagtilbud,
• sundhedsplejen,
• PPR,
• læger eller andre sundhedspersoner,
• andre fagpersoner, der kender barnet.

Det betyder ikke, at alle disse personer automatisk skal kontaktes i alle sager.

Hvis skole eller undervisning er en del af problemet

Hvis kommunen under undersøgelsen bliver opmærksom på udfordringer ved barnets undervisningsbehov, skal den vurdere, om der er behov for en pædagogisk-psykologisk vurdering.

Hvis en væsentlig del af dit barns situation handler om skolefravær, mistrivsel, PPR eller behov for støtte i skolen, kan du også læse vores overblik over PPR, PPV og støtte i skolen.

Hvordan bliver dit barn inddraget?

Barnet er ikke bare den person, de voksne taler om.

Barnets holdning og synspunkter skal inddrages løbende, når kommunen træffer beslutninger og afgørelser om barnets forhold. Det sker gennem samtaler og anden direkte kontakt med barnet.

Måden skal tilpasses det enkelte barn. Kommunen skal blandt andet tage hensyn til barnets modenhed, ressourcer og en eventuel funktionsnedsættelse.

Det er derfor ikke rigtigt at forstå reglerne som et krav om én bestemt standardiseret “børnesamtale”, der gennemføres på samme måde med alle børn.

Kan kommunen tale med barnet uden dig?

Ja, det kan være muligt.

Barnets lov giver mulighed for, at samtaler og anden direkte kontakt med barnet kan finde sted uden forældremyndighedsindehaverens samtykke og uden forælderens tilstedeværelse, når hensynet til barnets bedste taler for det.

Det betyder ikke, at forældrene generelt skal holdes udenfor. Men du har ikke en ubetinget ret til at være til stede ved enhver samtale mellem kommunen og dit barn.

Kun i helt særlige tilfælde kan kommunen helt eller delvist undlade den direkte kontakt, fordi barnets alder eller andre forhold i afgørende grad taler imod den. Barnets synspunkter skal i så fald tilvejebringes på en anden måde.

Barnet kan have en bisidder

Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter Barnets lov, har som udgangspunkt ret til at lade sig bistå af en anden person under sagens behandling.

Kommunen skal oplyse barnet om denne ret.

Der gælder særlige regler om, hvem der kan være bisidder, og kommunen kan i bestemte situationer begrænse eller tilsidesætte valget. Men udgangspunktet er vigtigt: Barnet behøver ikke nødvendigvis stå alene i kontakten med systemet.

I nogle nye sager deltager to rådgivere

Hvis der ikke tidligere har været iværksat støttende indsatser eller anbringelse, gælder der under BFU’en en særlig regel om kontinuitet og stabilitet.

Her skal væsentlige møder med barnet som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.

Hvordan bliver du som forælder inddraget?

Udgangspunktet er, at kommunen så vidt muligt skal gennemføre BFU’en i samarbejde med dig som forældremyndighedsindehaver og med en ung, der er fyldt 15 år.

Kommunen bør derfor forklare:

• hvorfor undersøgelsen gennemføres,
• hvilke spørgsmål den skal belyse,
• hvilke oplysninger kommunen ønsker,
• hvad de forskellige møder og undersøgelser skal bruges til.

Du kan bidrage med både oplysninger om de problemer, kommunen er bekymret for, og om de ting, der faktisk fungerer i familien.

Det sidste er vigtigt. Barnets lov kræver ikke kun, at kommunen afdækker problemer og udfordringer. Den skal også afdække ressourcer.

Hvis du mener, at noget i kommunens beskrivelse er faktuelt forkert eller mangler væsentlig sammenhæng, er det normalt en god idé at gøre kommunen opmærksom på det konkret og skriftligt.

Kan du sige nej til en børnefaglig undersøgelse?

Du kan fortælle kommunen, at du er uenig i, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse.

Men du har ikke en egentlig vetoret.

Der er ikke et formelt krav om dit samtykke til, at kommunen gennemfører en almindelig børnefaglig undersøgelse efter Barnets lov.

Kommunen skal så vidt muligt søge samarbejde med dig og forsøge at opnå din accept af undersøgelsen og dens formål. Hvis et positivt samarbejde ikke kan etableres, kan kommunen imidlertid i relevante tilfælde fortsætte undersøgelsen.

Hvis du mener, at betingelserne for BFU ikke er opfyldt – for eksempel fordi en mere afgrænset afdækning er tilstrækkelig – er det mere præcist at tage stilling til kommunens begrundelse og afgørelse end blot at meddele, at du “ikke samtykker”.

Samtykke til oplysninger er et andet spørgsmål

At kommunen ikke behøver dit formelle samtykke til selve BFU’en betyder ikke, at alle oplysninger altid kan indhentes uden videre.

Det almindelige udgangspunkt er, at kommunen søger samtykke, når den vil indhente nødvendige oplysninger fra eksempelvis andre myndigheder, skole, sundhedsvæsen eller andre professionelle.

I børnesager findes der samtidig særlige regler, som i visse situationer giver kommunen adgang til at indhente nødvendige oplysninger uden samtykke.

Kommunen skal også i disse tilfælde forsøge at få samtykke.

Det afgørende er derfor ikke blot, om du har sat en underskrift på en samtykkeerklæring. Der skal også være hjemmel og nødvendighed for de oplysninger, kommunen vil bruge.

Den særlige undersøgelse uden samtykke

Der findes en mere indgribende specialregel, hvor børne- og ungeudvalget under skærpede betingelser kan beslutte, at en BFU skal gennemføres under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus uden samtykke.

Det er ikke den almindelige BFU-procedure.

Den særlige regel kræver blandt andet, at undersøgelsen anses for nødvendig for at vurdere, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling.

Hvor lang tid må en børnefaglig undersøgelse tage?

Udgangspunktet er højst fire måneder.

Men der er en vigtig detalje:

De fire måneder regnes ikke nødvendigvis fra den dato, hvor kommunen sender dig en afgørelse om, at der skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse.

Fristen løber fra det tidspunkt, hvor kommunen blev opmærksom på, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte.

Hvornår starter de fire måneder?

Starttidspunktet kan derfor ligge tidligere end BFU-afgørelsen.

Kommunen kan eksempelvis være blevet opmærksom på et muligt støttebehov:

• da den modtog en underretning,
• da barnet eller forældrene selv henvendte sig,
• da kommunen på anden måde fik oplysninger, som viste et muligt behov for særlig støtte.

Hvis du vil kontrollere fristen i din egen sag, er det derfor relevant at se på, hvornår kommunen første gang fik den relevante viden – ikke kun på datoen øverst på BFU-afgørelsen.

Fire måneder er samtidig en maksimumsfrist. Kommunen skal ikke vente fire måneder, hvis undersøgelsen kan afsluttes tidligere.

Hvis kommunen ikke bliver færdig inden fristen

Kun undtagelsesvis kan BFU’en stå ufærdig efter fire måneder.

Hvis undersøgelsen ikke kan afsluttes inden fristen, skal kommunen udarbejde en foreløbig vurdering og derefter afslutte BFU’en snarest muligt.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt blot at lade undersøgelsen fortsætte på ubestemt tid med den begrundelse, at sagen er kompliceret.

Kommunen kan desuden have behov for at tage stilling til støtte, mens undersøgelsen stadig er i gang. En familie skal ikke nødvendigvis vente på en færdig BFU, hvis barnet har et støttebehov, der kræver handling tidligere.

Kan du klage over en børnefaglig undersøgelse?

Kommunens beslutning om at iværksætte en børnefaglig undersøgelse efter § 20 træffes ved en afgørelse.

Som forældremyndighedsindehaver kan du som udgangspunkt klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Den almindelige klagefrist er fire uger fra det tidspunkt, hvor du har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen skal først sendes til kommunen, som skal genvurdere sin afgørelse.

En klage betyder som udgangspunkt ikke, at undersøgelsen automatisk sættes på pause, mens klagen behandles.

Det er anderledes med kommunens screening og en almindelig afdækning. De er som udgangspunkt procesledende skridt og kan ikke påklages særskilt på samme måde.

Der findes desuden en særlig situation: Hvis du eller barnet har bedt om en BFU, og kommunen beslutter, at der hverken skal gennemføres BFU eller en afdækning, kan afgørelsen efter de gældende regler påklages. For barnet gælder her særlige aldersregler.

Hvis kommunen træffer en afgørelse i sagen, som du er uenig i, kan du læse den generelle guide om klage over en afgørelse.

Betyder en børnefaglig undersøgelse, at dit barn skal anbringes?

Nej.

En BFU er ikke en afgørelse om anbringelse.

Men det ville også være forkert at beskrive undersøgelsen som en tom formalitet. BFU’en bruges blandt andet i alvorlige og komplekse sager, og kommunen skal gennemføre den, når en anbringelse overvejes.

Det betyder, at to meget forskellige familier godt kan modtage samme meddelelse om en “børnefaglig undersøgelse”, selv om alvoren og de mulige udfald er meget forskellige.

Undersøgelsen skal give kommunen et bedre grundlag for at vurdere, hvad barnet faktisk har brug for.

Det kan være støtte i hjemmet eller andre støttende indsatser. I alvorlige sager kan undersøgelsen også indgå i grundlaget for senere overvejelser om anbringelse.

En af de støttende indsatser kan være familiebehandling. Du kan læse mere om, hvad et familiebehandlingsforløb betyder i en børnesag, i guiden om familiebehandling.

Hvis en anbringelse bliver aktuel, gælder der særskilte regler om betingelser, samtykke, afgørelse og klage. Selve BFU’en er ikke den afgørelse.

Hvis anbringelse er blevet et konkret tema i jeres sag, kan du læse den samlede guide om anbringelse af børn og unge.

Hvad sker der, når undersøgelsen er færdig?

BFU’en skal ende i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte – og i givet fald hvilken støtte.

Resultatet kan derfor være forskelligt fra sag til sag.

Kommunen kan blandt andet nå frem til:

• at der ikke er grundlag for den særlige støtte, som blev overvejet,
• at barnet eller familien har behov for en støttende indsats,
• at en allerede iværksat støtte skal fortsætte,
• at støtten skal ændres eller afsluttes,
• at sagen giver anledning til vurdering af mere indgribende støtte.

Hvis støtte allerede er sat i gang, mens BFU’en blev udarbejdet, skal kommunen også tage stilling til, om denne støtte skal fortsætte, ændres eller ophøre.

BFU’en skal samtidig beskrive, hvordan barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren forholder sig til den støtte, der overvejes, og hvilke forhold i familien eller omgivelserne der kan bidrage til at løse problemerne.

Hvad kan du gøre, mens undersøgelsen er i gang?

Du behøver ikke vælge mellem enten at være helt enig med kommunen eller helt afvise processen.

Det er ofte mere nyttigt at arbejde konkret med, hvad sagen handler om.

Hvis du har brug for at se, hvilket materiale kommunen arbejder med, kan du bede om aktindsigt i sagens materiale.

Du kan blandt andet:

• Læs kommunens afgørelse grundigt. Se efter, hvorfor kommunen mener, at der er behov for en BFU, og hvilke forhold den vil undersøge.
• Bed om at få formålet konkretiseret. Hvis det er uklart, hvad kommunen er bekymret for, eller hvad bestemte oplysninger skal bruges til, så spørg.
• Hold øje med fristen. Find ud af, hvornår kommunen første gang blev opmærksom på, at dit barn kunne have behov for særlig støtte.
• Bidrag med relevante oplysninger – også om det, der fungerer. En BFU skal belyse både udfordringer og ressourcer.
• Ret faktuelle fejl. Hvis kommunen bygger på forkerte datoer, hændelsesforløb eller oplysninger, så gør konkret opmærksom på det.
• Vær opmærksom på dit barns perspektiv. Barnet har selvstændige rettigheder i processen. Det er ikke meningen, at barnet blot skal bekræfte de voksnes version af sagen.
• Spørg til hjælp her og nu. Hvis dit barn har et aktuelt støttebehov, behøver relevant støtte ikke altid vente på, at hele BFU’en er færdig.
• Forbered møderne. Hvis du skal til møde med kommunen under undersøgelsen, kan du læse vores guide til, hvordan du forbereder dig til et møde med kommunen.

Hvis du har brug for et bredere overblik over sagsbehandlingen, kan du også læse sådan fungerer din sag hos kommunen.