Anbringelse af børn – når kommunen taler om, at dit barn skal bo uden for hjemmet

Hvornår kan et barn blive anbragt?

Anbringelse betyder, at barnet eller den unge skal bo et andet sted end hjemme hos forældrene som en indsats efter Barnets lov.

Det kan for eksempel være i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem. Hvilket sted der er relevant, afhænger af barnets konkrete behov.

En anbringelse kan komme på tale, fordi problemerne primært ligger i barnets omsorgssituation, fordi barnet selv har alvorlige vanskeligheder, eller fordi flere forhold spiller sammen.

Det afgørende er ikke navnet på problemet, men barnets konkrete behov og de juridiske betingelser for den type anbringelse, kommunen overvejer.

Anbringelse er ikke automatisk næste skridt efter en underretning

En underretning betyder ikke, at barnet skal anbringes.

En børnesag kan udvikle sig på mange forskellige måder, og kommunen skal vurdere, hvilken hjælp barnet faktisk har behov for.

Hvis kommunen overvejer anbringelse, er sagen som udgangspunkt så alvorlig eller kompleks, at der skal gennemføres en børnefaglig undersøgelse.

Men heller ikke en børnefaglig undersøgelse betyder i sig selv, at en anbringelse bliver resultatet.

Skal kommunen først have prøvet al anden hjælp?

Nej. Reglerne opstiller ikke en obligatorisk trappe, hvor kommunen først skal have afprøvet og udtømt enhver mindre indgribende støtteform.

Det betyder omvendt ikke, at mindre indgribende muligheder er uden betydning.

Kommunen skal vurdere, hvilken indsats der er nødvendig for det konkrete barn. Hvis anbringelse uden samtykke overvejes, skal der være et grundlag for at antage, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge fortsat bor hjemme.

Det er derfor relevant at se på både:

• hvad kommunen er bekymret for,
• hvilken støtte familien allerede har fået,
• hvilken anden støtte der er overvejet,
• hvorfor kommunen mener, at støtte under fortsat ophold hjemme ikke er tilstrækkelig.

Anbringelse med eller uden samtykke – hvad er forskellen?

Det første spørgsmål er ofte, hvilket juridisk spor kommunen taler om.

Anbringelse med samtykke

En anbringelse med samtykke træffes som udgangspunkt efter Barnets lov § 46.

Kommunen kan vælge dette spor, hvis anbringelsen vurderes at have væsentlig betydning for barnets eller den unges særlige behov for støtte.

Forældremyndighedsindehaveren skal samtykke.

Hvis der er fælles forældremyndighed, skal begge forældremyndighedsindehavere samtykke.

Er den unge fyldt 15 år, skal den unge også samtykke.

Samtykket handler ikke kun om, at barnet skal bo et andet sted. Det skal også omfatte formålet med anbringelsen.

Det er derfor rimeligt at bede kommunen forklare konkret:

• hvorfor anbringelse foreslås,
• hvad anbringelsen skal hjælpe barnet med,
• hvor længe kommunen forventer, at den skal vare,
• hvilken støtte der skal gives til barnet og familien under forløbet.

Anbringelse uden samtykke

Hvis det nødvendige samtykke ikke foreligger, kan barnet ikke bare anbringes efter reglerne om anbringelse med samtykke.

Ved en almindelig anbringelse uden samtykke efter § 47 gælder strengere betingelser.

Der skal være en alvorlig risiko for skade på barnets eller den unges sundhed eller udvikling, som knytter sig til et eller flere af de forhold, loven nævner. Det kan blandt andet være utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, alvorlige sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller alvorlige adfærds- eller tilpasningsproblemer.

Derudover skal der være et konkret grundlag for at antage, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge fortsat opholder sig hjemme.

Det er børne- og ungeudvalget – ikke den enkelte rådgiver i kommunen – der træffer den almindelige afgørelse efter § 47.

Samtykke betyder ikke altid, at sagen bliver en § 46-sag

Der findes en vigtig undtagelse.

Selv om forældremyndighedsindehaveren og en ung over 15 år samtykker, kan børne- og ungeudvalget i særlige tilfælde træffe afgørelse efter reglerne om anbringelse uden samtykke, hvis betingelserne er opfyldt og hensynet til barnet eller den unge på afgørende måde taler for det.

Det kan blandt andet have betydning, hvis der er alvorlig usikkerhed om, hvorvidt anbringelsen ellers kan opretholdes længe nok til at beskytte barnet.

Hvis den unge er fyldt 15 år og selv ønsker anbringelsen

Der findes også en særlig regel for en ung på mindst 15 år, som selv samtykker til anbringelsen, mens forældremyndighedsindehaveren ikke gør.

Børne- og ungeudvalget kan under særlige betingelser beslutte anbringelse, selv om de almindelige betingelser om alvorlig risiko i § 47, stk. 1, ikke er opfyldt.

Det kræver blandt andet, at anbringelsen har væsentlig betydning for den unges særlige behov, og at problemerne ikke kan løses, mens den unge fortsat bor hjemme.

Hvem bestemmer, om barnet skal anbringes?

Det afhænger af anbringelsesgrundlaget.

Ved anbringelse med samtykke

Kommunen træffer afgørelsen.

Kommunen skal tage stilling til, om de juridiske betingelser er opfyldt. Et samtykke betyder derfor ikke i sig selv, at kommunen er forpligtet til at anbringe barnet.

Ved anbringelse uden samtykke

Kommunens forvaltning undersøger og oplyser sagen og kan udarbejde en indstilling om anbringelse.

Men den almindelige § 47-afgørelse træffes af børne- og ungeudvalget.

Børne- og ungeudvalget er et særligt kommunalt organ. Det er altså ikke det samme som, at barnets almindelige rådgiver eller en leder i familieafdelingen selv træffer afgørelsen.

Hvis din sag skal behandles i børne- og ungeudvalget, gælder der særlige regler om blandt andet advokatbistand, mødet, hvem der kan udtale sig og selve afgørelsen.

Hvad skal kommunen have undersøgt?

Anbringelse må ikke bygge på en løs antagelse om, at barnet “vil have det bedre et andet sted”.

Kommunen har ansvaret for, at sagen er tilstrækkeligt belyst.

Den børnefaglige undersøgelse

Når kommunen overvejer anbringelse, skal der som udgangspunkt gennemføres en børnefaglig undersøgelse.

Undersøgelsen skal belyse barnets situation og støttebehov på baggrund af de relevante forhold i den konkrete sag.

Ved anbringelse med samtykke skal undersøgelsen som udgangspunkt være gennemført, før kommunen træffer afgørelsen. Der findes dog mulighed for en foreløbig eller akut anbringelse sideløbende med undersøgelsen, hvis særlige forhold taler for det.

Ved anbringelse uden samtykke indgår undersøgelsesgrundlaget i kommunens indstilling til børne- og ungeudvalget.

Hvad skal indstillingen om anbringelse uden samtykke indeholde?

Hvis kommunen indstiller til anbringelse efter § 47, skal materialet blandt andet omfatte:

• undersøgelsen af barnets forhold og kommunens begrundelse for, at betingelserne er opfyldt,
• en vurdering af forældrenes muligheder for at varetage omsorgen og barnets særlige behov – også med relevant hjælp og støtte,
• barnets plan eller ungeplanen og den støtte, der er tænkt til barnet og familien under og efter anbringelsen,
• barnets eller den unges egen holdning til den planlagte indsats.

Det er derfor relevant at kontrollere, om kommunens indstilling faktisk tager stilling til både problemer, ressourcer, støttemuligheder og barnets eget perspektiv.

Skal der altid være en forældrekompetenceundersøgelse?

Nej.

En forældrekompetenceundersøgelse kan være meget vigtig i en alvorlig børnesag, men den er ikke et obligatorisk element i enhver anbringelsessag.

Kommunen skal have et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere forældrenes muligheder for at varetage barnets behov. Om det kræver en egentlig FKU, afhænger af sagen.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem:

kravet om, at sagen skal være tilstrækkeligt oplyst

og

spørgsmålet om, hvilke konkrete faglige undersøgelser der er nødvendige for at oplyse den.

Hvilke rettigheder har barnet?

Barnet er ikke kun den person, de voksne træffer beslutninger om.

Barnets lov giver barnet selvstændige rettigheder gennem hele processen.

Barnet skal inddrages

Barnets holdning og synspunkter skal som udgangspunkt indhentes og inddrages løbende gennem samtaler og anden direkte kontakt, før der træffes beslutninger eller afgørelser om barnets forhold.

Hvordan inddragelsen skal foregå, afhænger blandt andet af barnets alder, modenhed, ressourcer og eventuelle funktionsnedsættelse.

Kun i helt særlige tilfælde kan den direkte kontakt helt eller delvist undlades. Barnets synspunkter skal da søges tilvejebragt på en anden måde.

Det betyder også, at der ikke findes en almindelig regel om, at børn under 10 år ikke skal høres eller inddrages.

Fra 10 år får barnet flere formelle rettigheder

Fra barnet fylder 10 år, har barnet selvstændige partsbeføjelser i en række relevante anbringelsessager.

Det har blandt andet betydning ved:

• anbringelse med samtykke,
• valg af anbringelsessted,
• hjemgivelse,
• visse afgørelser om samvær,
• og sager, der behandles i børne- og ungeudvalget og Ankestyrelsen.

Ved en sag om anbringelse uden samtykke skal barnet fra 10 år desuden tilbydes gratis advokatbistand.

Fra 15 år får den unge en særlig rolle i samtykket

Ved en almindelig anbringelse med samtykke skal en ung fra 15 år selv samtykke.

Den unge er dermed ikke bare en person, hvis mening skal høres. Den unges samtykke er en juridisk betingelse for § 46-sporet.

Barnet kan selv bede om at blive anbragt

Et barn eller en ung kan selv henvende sig til kommunen og bede om at blive anbragt.

Det betyder ikke, at barnet automatisk har krav på en anbringelse.

Kommunen skal vurdere barnets behov og tage stilling til, hvilken støtte der er relevant, herunder om betingelserne for anbringelse er opfyldt.

Hvilke rettigheder har du som forælder?

En anbringelsessag kan opleves som om kontrollen med hele sagen flytter til kommunen.

Men forældremyndighedsindehaveren har fortsat rettigheder i processen.

Du har ret til at kende grundlaget for sagen

Det er vigtigt at få klarhed over:

• hvilken type anbringelse kommunen overvejer,
• hvilke konkrete forhold kommunen er bekymret for,
• hvilke oplysninger kommunen bygger vurderingen på,
• hvad kommunen mener, barnet har behov for,
• hvilke alternativer kommunen har overvejet.

Hvis du mangler overblik over dokumenterne, kan du læse guiden om aktindsigt i din sag.

Du kan komme med bemærkninger til materialet

Hvis centrale faktuelle oplysninger er forkerte, ufuldstændige eller mangler sammenhæng, er det relevant at gøre kommunen opmærksom på det konkret.

Det kan være:

• forkerte datoer,
• forkert gengivelse af et møde eller en hændelse,
• oplysninger uden den nødvendige kontekst,
• relevant dokumentation, som ikke indgår,
• beskrivelser af støtteforløb, der ikke svarer til det faktiske forløb.

I tvangssager gælder der desuden særlige regler om adgangen til sagens akter og retten til at udtale sig før afgørelsen.

Har du ret til en advokat?

Ved en almindelig § 46-anbringelse er der ikke den samme særlige lovbestemte ret til gratis advokatbistand.

Ved en sag om anbringelse uden samtykke efter § 47 skal kommunen derimod tilbyde gratis advokatbistand til forældremyndighedsindehaveren.

Barnet eller den unge skal have samme tilbud fra 10 år.

Advokatreglen er derfor en af de væsentlige forskelle mellem en almindelig § 46-sag og en § 47-sag.

Mister du forældremyndigheden?

Nej, ikke alene fordi barnet bliver anbragt.

Forældrene beholder som udgangspunkt forældremyndigheden under anbringelsen.

Men kommunen overtager ansvaret for den daglige omsorg og får efter Barnets lov en vidtgående adgang til at træffe nødvendige afgørelser om barnets forhold under anbringelsen.

Det betyder, at “jeg har stadig forældremyndigheden” ikke er det samme som, at forælderen fortsat bestemmer alle spørgsmål om barnets hverdag.

Du skal tilbydes støtte under anbringelsen

Kommunen skal træffe afgørelse om at tilbyde forældremyndighedsindehaveren en støtteperson i forbindelse med en anbringelse efter §§ 46 eller 47.

Kommunen skal også tage stilling til støtte til forældrene under anbringelsen.

Støtten skal så vidt muligt blandt andet bidrage til at arbejde med de problemer, der førte til anbringelsen, med blik for en eventuel senere hjemgivelse eller for forældrenes rolle og samvær under anbringelsen.

Familiebehandling er en af de støttende indsatser, kommunen kan bruge, blandt andet mens barnet bor hjemme og i nogle tilfælde under en anbringelse.

Hvad sker der, hvis sagen går til børne- og ungeudvalget?

Hvis kommunen mener, at barnet skal anbringes uden samtykke, udarbejder forvaltningen en indstilling.

Den sendes til børne- og ungeudvalget, som behandler sagen på et møde.

Inden afgørelsen gælder særlige rettigheder. Forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge, advokaten og eventuelle relevante bisiddere kan efter reglerne få mulighed for at udtale sig for udvalget.

Udvalget træffer derefter afgørelse om, hvorvidt lovens betingelser er opfyldt.

Dette er en selvstændig specialprocedure og ikke bare endnu et almindeligt møde med kommunen.

Hvis din sag skal behandles dér, kan du læse den samlede guide om mødet og processen i børne- og ungeudvalget.

Hvis sagen er akut

Nogle situationer kan ikke vente på et almindeligt møde i børne- og ungeudvalget.

Hvis hensynet til barnets eller den unges øjeblikkelige behov gør det nødvendigt, kan formanden eller næstformanden for børne- og ungeudvalget træffe en foreløbig afgørelse om blandt andet anbringelse efter § 47.

Den foreløbige afgørelse skal derefter forelægges børne- og ungeudvalget hurtigst muligt og senest syv dage efter, at den er iværksat.

En akut eller foreløbig afgørelse betyder altså ikke, at den almindelige efterfølgende prøvelse i systemet bortfalder.

Kan du klage over en anbringelse?

Ja, men klagevejen afhænger af, hvilken afgørelse der er truffet.

Hvis anbringelsen er med samtykke

Kommunens afgørelse efter § 46 kan indbringes for Ankestyrelsen efter de almindelige regler på socialområdet.

Klagefristen er som udgangspunkt fire uger fra det tidspunkt, hvor du har fået meddelelse om afgørelsen.

Klagen afleveres først til kommunen, som skal genvurdere afgørelsen. Hvis kommunen ikke giver fuldt medhold, sendes sagen videre til Ankestyrelsen.

Et barn eller en ung, der er fyldt 10 år, har også selvstændig klageadgang over en § 46-afgørelse.

Hvis anbringelsen er uden samtykke

En afgørelse fra børne- og ungeudvalget kan indbringes for Ankestyrelsen inden fire uger.

Forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge fra 10 år kan klage.

En klage betyder ikke automatisk, at anbringelsen venter, indtil Ankestyrelsen har afgjort sagen.

Under ganske særlige omstændigheder kan Ankestyrelsens direktør dog beslutte, at afgørelsen ikke må iværksættes, før Ankestyrelsen har taget stilling.

Efter Ankestyrelsens afgørelse findes der i disse sager en særlig adgang til inden fire uger at kræve afgørelsen forelagt for retten.

Hvis du vil forstå den almindelige klageproces mere generelt, kan du læse guiden om at klage over en afgørelse.

Hvor kan barnet blive anbragt?

Når det er besluttet, at barnet eller den unge skal anbringes, skal kommunen træffe en særskilt afgørelse om det konkrete anbringelsessted.

Barnets lov giver mulighed for flere typer af steder, blandt andet forskellige typer plejefamilier, børne- og ungehjem og visse andre godkendte anbringelsessteder.

Kommunen skal vælge det sted, som bedst kan imødekomme barnets konkrete behov.

I vurderingen skal kommunen blandt andet se på:

• barnets behov for støtte,
• mulighed for nære og stabile voksenrelationer,
• om en plejefamilie er den mest hensigtsmæssige løsning,
• barnets skolegang og hensynet til at undgå unødige skoleskift,
• søskenderelationer,
• eventuelle behov som følge af en funktionsnedsættelse.

At selve anbringelsen er besluttet, betyder altså ikke, at kommunen frit kan vælge et vilkårligt sted.

Valget af anbringelsessted er et selvstændigt juridisk spørgsmål.

Hvad sker der under og efter anbringelsen?

En anbringelsesafgørelse er begyndelsen på et forløb – ikke afslutningen på kommunens ansvar.

Der skal være en plan for barnet

Ved en anbringelse efter §§ 46 eller 47 skal kommunen udarbejde en barnets plan eller, når reglerne kræver det, en ungeplan.

Ved en almindelig § 46-anbringelse skal barnets plan senest foreligge tre måneder efter afgørelsen.

Ved en § 47-anbringelse skal planen foreligge allerede før afgørelsen, fordi den indgår i materialet til børne- og ungeudvalget.

Planen skal gøre det tydeligere, hvad indsatsen skal arbejde hen imod.

Kommunen skal følge op

Kommunens ansvar stopper ikke, når barnet flytter.

Kommunen skal løbende følge barnets eller den unges trivsel og udvikling og vurdere, om indsatsen fortsat passer til barnets behov.

Det kan blandt andet få betydning for støtte, mål, anbringelsessted og senere spørgsmål om hjemgivelse.

Barnet har ret til kontakt med familie og netværk

Et anbragt barn eller en ung har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk.

Barnets egen holdning til rammerne for samværet skal inddrages.

Der findes samtidig særskilte regler, som giver mulighed for at regulere eller i særlige situationer begrænse samvær og kontakt af hensyn til barnet.

Samvær under anbringelse er derfor et selvstændigt juridisk spørgsmål og ikke blot noget, der automatisk følger af forældrenes ønsker eller af den oprindelige anbringelsesafgørelse.

En anbringelse varer ikke nødvendigvis til barnet fylder 18 år

Kommunen skal løbende forholde sig til, om anbringelsen fortsat skal bestå.

Ved anbringelse uden samtykke findes der særlige lovbestemte regler om genbehandling af anbringelsesgrundlaget.

Hovedreglen er, at sagen skal behandles igen efter et år, hvis barnet ikke har været anbragt inden for det seneste år før den aktuelle anbringelse. Har barnet været anbragt inden for det seneste år, er hovedreglen to år.

Der findes regler om både kortere og i særlige situationer længere frister.

Det er derfor ikke korrekt blot at antage, at en afgørelse om anbringelse uden samtykke én gang for alle fastslår, at barnet skal være anbragt resten af barndommen.

Hjemgivelse er en ny juridisk vurdering

Når et anbragt barn skal hjem igen, skal kommunen tage stilling til hjemgivelsen og som udgangspunkt også til en hjemgivelsesperiode.

En hjemgivelsesperiode kan efter loven vare op til seks måneder og skal blandt andet give mulighed for en skånsom og planlagt overgang.

Hvis barnet er anbragt med samtykke, kan forældremyndighedsindehaveren bede om at få barnet hjemgivet. Det betyder ikke, at barnet nødvendigvis flytter hjem samme dag. Kommunen skal tage stilling efter reglerne om hjemgivelse.

Ved anbringelser uden samtykke gælder der andre procedurer, hvis der fortsat er uenighed om anbringelsesgrundlaget.

Hvad kan du gøre, hvis anbringelse er blevet et konkret tema?

Hvis kommunen er begyndt at tale konkret om anbringelse, er det vigtigste først at finde ud af, hvad kommunen faktisk overvejer.

Du kan blandt andet få afklaret:

1. Taler kommunen om anbringelse med samtykke efter § 46 eller om en mulig sag efter § 47?
2. Hvad mener kommunen konkret, at barnet har behov for?
3. Hvilke oplysninger bygger bekymringen på?
4. Er den børnefaglige undersøgelse færdig, og hvad konkluderer den?
5. Hvis der er lavet en FKU eller andre faglige undersøgelser, hvad viser de faktisk – og hvad viser de ikke?
6. Hvilken støtte under fortsat ophold hjemme har kommunen overvejet, og hvorfor mener kommunen eventuelt, at den ikke er tilstrækkelig?
7. Hvordan er barnet blevet inddraget?
8. Hvis § 47 overvejes: Er der tilbudt gratis advokat?
9. Hvad er det foreslåede formål med anbringelsen og den forventede varighed?
10. Hvilket materiale skal en eventuel afgørelse træffes på?

Hvis der er oplysninger i materialet, du mener er faktuelt forkerte, er det normalt bedre at identificere dem præcist end blot at skrive, at du er uenig med kommunen.

Du kan bruge aktindsigt til at få bedre overblik over sagens materiale.