Kompensationsydelse til børn med handicap eller langvarig sygdom

Hvem kan få kompensationsydelse?

Det er ikke nok i sig selv, at jeres barn har en diagnose.

Efter Barnets lov § 86 skal barnet eller den unge være under 18 år og have enten:

• en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller
• en indgribende kronisk eller langvarig lidelse.

Ved en indgribende lidelse ser man på, om lidelsen har alvorlige følger i barnets daglige liv. En kronisk lidelse er efter reglerne en lidelse, der normalt forventes at vare flere år, mens en langvarig lidelse normalt forventes at vare mindst ét år.

Kommunen skal derfor se på, hvordan barnets samlede vanskeligheder påvirker hverdagen. En bestemt diagnose er ikke i sig selv afgørende, og et barn kan efter omstændighederne være omfattet, selv om der endnu ikke er stillet en endelig diagnose.

Barnet skal desuden forsørges i hjemmet. Reglerne er derfor ikke den almindelige vej til dækning af udgifter ved et barn, der er anbragt uden for hjemmet.

Du kan læse mere om de forskellige støtteformer på Handicap – børn.

Det er ekstraudgiften, der kan dækkes

Kompensationsydelsen skal kompensere for nødvendige udgifter, som familien har på grund af barnets funktionsnedsættelse eller lidelse.

Det betyder, at kommunen skal skelne mellem:

Hvis et barn eksempelvis har behov for en dyrere løsning end andre børn på samme alder på grund af sin funktionsnedsættelse, er det derfor ikke nødvendigvis hele prisen, der er en kompensationsberettigende udgift. Det relevante er som udgangspunkt den nødvendige ekstraudgift.

Udgiften skal også have den nødvendige forbindelse til barnets handicap eller lidelse. Det er ikke tilstrækkeligt, at en udgift er praktisk eller ønskelig for familien.

Endelig er kompensationsydelsen subsidiær. Hvis den samme nødvendige udgift kan dækkes efter en anden bestemmelse i Barnets lov eller efter anden lovgivning, skal den som udgangspunkt ikke også dækkes som kompensationsydelse.

Det samme gælder udgifter, som faktisk dækkes af Sygeforsikringen “danmark” eller en privat forsikring.

Gruppe I eller gruppe II?

De nye regler har to forskellige måder at beregne ydelsen på.

Det er vigtigt, fordi forskellen ikke kun handler om beløb. Der gælder også forskellige regler om, hvilke udgifter der kan indgå, og hvordan de skal godtgøres.

Gruppe I – sandsynliggjorte udgifter og et fast beløb

Gruppe I er bygget op omkring et fremadrettet skøn.

Kommunen vurderer de kompensationsberettigende udgifter, som I sandsynligvis vil have i det kommende år. Både løbende og enkeltstående udgifter kan indgå.

I 2026 gælder:

• sandsynliggjorte kompensationsberettigende udgifter på mindst 6.960 kr. om året,
• svarende til gennemsnitligt 580 kr. om måneden,
• giver et fast standardbeløb på 1.155 kr. om måneden.

Ved gruppe I kan alle typer udgifter, der i øvrigt opfylder reglerne om kompensationsydelse, indgå i skønnet. Der er altså ikke den samme begrænsede liste af udgiftstyper som ved gruppe II.

Standardbeløbet er det samme, når minimumsgrænsen er nået. Gruppe I er derfor ikke en ordning, hvor hver enkelt godkendt krone refunderes.

Gruppe II – dokumenterede udgifter

Gruppe II fungerer anderledes.

I 2026 skal I have dokumenterede kompensationsberettigende udgifter på over 25.080 kr. om året inden for de udgiftstyper, som reglerne udtrykkeligt giver adgang til at medregne i gruppe II.

Hvis betingelserne er opfyldt, dækkes de dokumenterede og godkendte kompensationsberettigende udgifter efter reglerne, og der gives desuden 523 kr. om måneden.

Gruppe II kan blandt andet omfatte udgifter til:

• kost- og diætpræparater,
• medicin,
• transport og bestemte driftsudgifter ved egen bil,
• forhøjet husleje, herunder indskud,
• fritidsaktiviteter,
• handicaprelaterede kurser,
• beklædning,
• el, vand og varme.

Hvilken gruppe skal I søge?

Det er som udgangspunkt jer, der vælger, om I vil søge efter gruppe I eller gruppe II.

Kommunen skal vejlede jer om forskellene mellem grupperne og om, hvilken betydning jeres oplyste udgifter har for valget.

Det kan blandt andet være relevant at se på:

• hvor store jeres samlede ekstraudgifter forventes at være,
• hvilke typer udgifter I har,
• om udgifterne kan indgå i gruppe II,
• og om I kan dokumentere dem i det omfang, gruppe II kræver.

Gruppe II er derfor ikke automatisk “bedre”, blot fordi familiens udgifter er høje.

Hvis I søger gruppe II, men ikke kan dokumentere udgifter nok til at opfylde betingelserne dér, skal kommunen fortsat forholde sig til gruppe I, hvis oplysningerne i sagen viser, at I opfylder minimumsgrænsen for denne gruppe.

Hvad betyder sandsynliggjort og dokumenteret?

Forskellen er vigtig.

Ved gruppe I

Kommunen skal lave et skøn over de udgifter, I sandsynligvis vil have i det kommende år.

Det betyder ikke, at kommunen blot skal acceptere et beløb, som familien selv oplyser. Kommunen skal have et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere:

• hvilken udgift I forventer,
• hvorfor den skyldes barnets funktionsnedsættelse eller lidelse,
• hvor ofte udgiften opstår,
• og hvor stor den kompensationsberettigende ekstraudgift sandsynligvis er.

Reglerne er imidlertid ikke bygget op som en refusionsordning, hvor I nødvendigvis skal fremlægge kvittering for hver enkelt kommende udgift.

Ved gruppe II

Her er dokumentation en del af selve udmålingsmodellen.

Det kan eksempelvis være fakturaer, kvitteringer eller andet materiale, der viser størrelsen på den konkrete udgift.

Det er fortsat ikke nok at dokumentere, at pengene er brugt. Udgiften skal også opfylde de øvrige betingelser: Den skal være nødvendig, skyldes barnets handicap eller lidelse og være kompensationsberettigende efter reglerne.

Løbende og enkeltstående udgifter

Nogle familier har de samme ekstraudgifter hver måned. Andre har større udgifter enkelte gange om året.

Begge dele kan være relevante.

Ved gruppe I indgår både forventede løbende og enkeltstående udgifter i kommunens skøn over det kommende års kompensationsberettigende udgifter.

Ved gruppe II kan løbende og enkeltstående udgifter også indgå. For enkeltstående udgifter kan kommunen og familien efter reglerne aftale, at udgiften betales, når den konkret opstår og dokumenteres.

Hvis I indgår en sådan aftale om enkeltstående gruppe II-udgifter, har aftalen samtidig betydning for, hvor længe I bliver i gruppe II.

Medicin, transport, kost, tøj og andre almindelige spørgsmål

At en bestemt type udgift står på listen for gruppe II betyder ikke, at den automatisk dækkes.

Det skal i hvert tilfælde vurderes:

1. om udgiften er nødvendig,
2. om den skyldes barnets funktionsnedsættelse eller lidelse,
3. hvor stor en almindelig udgift familien selv ville have haft,
4. om udgiften dækkes på anden måde,
5. og – ved gruppe II – om udgiften falder inden for reglernes udgiftstyper.

Det gælder også udgifter som medicin, transport, særlig kost, beklædning samt ekstra forbrug af el, vand eller varme.

Det er derfor ofte bedre at beskrive hvorfor udgiften opstår og hvordan den adskiller sig fra familiens almindelige udgifter end blot at sende kommunen en liste over beløb.

Kompensationsydelse og tabt arbejdsfortjeneste er to forskellige ordninger

De to ordninger bliver ofte nævnt sammen, men de dækker forskellige problemer.

Læs mere i guiden om tabt arbejdsfortjeneste.

Sådan søger I om kompensationsydelse

I søger hos kommunen.

Kommunen skal vejlede jer om betingelserne og om forskellen mellem gruppe I og gruppe II.

Det er en god idé at gøre ansøgningen konkret. I kan blandt andet beskrive:

• barnets funktionsnedsættelse eller lidelse og dens følger i hverdagen,
• hvilke ekstraudgifter I har eller forventer,
• hvorfor hver udgift skyldes barnets behov,
• hvor ofte udgiften opstår,
• hvad I mener er den almindelige udgift,
• og hvilke beløb der er tale om.

Søger I gruppe II, skal I desuden være forberedt på at dokumentere de udgifter, der skal indgå i beregningen.

Hvis en vigtig del af vurderingen bygger på oplysninger eller beregninger, som I ikke kan genkende, kan det være relevant at bede om aktindsigt i jeres sag.

Hvis jeres behov ændrer sig

Kommunen skal ikke bare fortsætte en tidligere beregning, hvis de forhold, der har betydning for hjælpen, ændrer sig.

Efter de nuværende regler kan sagen blandt andet blive taget op igen:

• hvis I beder kommunen om en ny vurdering, fordi jeres forhold har ændret sig,
• eller hvis kommunen får oplysninger, der giver anledning til at tro, at hjælpen skal ændres.

Hvis I eksempelvis modtager gruppe I, og jeres relevante dokumenterbare udgifter senere bliver så store, at gruppe II kan være relevant, kan I søge om at få sagen vurderet efter gruppe II.

Omvendt kan ændringer også føre til, at hjælpen nedsættes eller ophører, hvis betingelserne ikke længere er opfyldt.

Hvis I havde merudgiftsydelse før 1. september 2025

Her er overgangsreglen vigtig.

Hvis I allerede modtog den tidligere merudgiftsydelse, da de nye regler trådte i kraft den 1. september 2025, blev jeres bevilling ikke automatisk omregnet til den nye model samme dag.

De hidtidige regler gælder fortsat, indtil kommunen træffer en ny afgørelse om kompensationsydelse efter de nye regler.

Kommunen skal have truffet den nye afgørelse senest den 1. september 2027.

I overgangsperioden kan to familier derfor være omfattet af forskellige beregningsregler, selv om de har lignende udgifter.

Hvis I har en gammel bevilling, er det derfor vigtigt at se på, hvilket regelsæt den konkrete afgørelse faktisk er truffet efter, før I sammenligner beløb og grænser med de nye regler.

Hvad sker der, når barnet fylder 18 år?

Kompensationsydelsen efter Barnets lov § 86 gælder børn og unge under 18 år.

Når den unge fylder 18, fortsætter ydelsen derfor ikke automatisk efter de samme regler.

Voksenhandicapområdet har andre bestemmelser, andre målgrupper og andre vurderinger. Det er derfor vigtigt at begynde at se på overgangen i god tid.

Læs guiden Når dit barn med handicap fylder 18. Se også guiden om kompensationsydelse til voksne.

Hvis kommunen giver afslag eller beregner hjælpen anderledes end forventet

Start med at læse begrundelsen i afgørelsen.

På kompensationsområdet kan det blandt andet være relevant at se efter, om kommunen har taget stilling til:

• om barnet er omfattet af personkredsen,
• om de konkrete udgifter skyldes barnets funktionsnedsættelse eller lidelse,
• hvordan kommunen har fastlagt familiens almindelige udgift,
• hvilke udgifter der er godkendt eller afvist,
• om sagen er behandlet efter gruppe I eller gruppe II,
• hvilke beløb og satser kommunen har anvendt,
• og om kommunen har anvendt de nye regler eller overgangsreglerne.

Hvis afgørelsen bygger på materiale, I ikke har set, kan I bede om aktindsigt.

Vil I klage, er klagefristen på socialområdet som udgangspunkt fire uger fra det tidspunkt, hvor I har fået afgørelsen. Klagen sendes først til kommunen, som skal genvurdere sagen. Fastholder kommunen afgørelsen helt eller delvist, bliver klagen sendt videre til Ankestyrelsen.

Læs mere i Klage over en afgørelse.