Aflastning til børn med handicap – når familien har brug for hjælp og pauser

Hvad betyder aflastning, når et barn har handicap?

I almindeligt sprog bruges “aflastning” ofte om næsten enhver hjælp, der giver familien en pause fra en krævende pasnings- eller omsorgsopgave.

Reglerne er mere opdelt.

Tre situationer er især vigtige at skelne mellem:

Familien har brug for hjælp i hjemmet

Hvis en anden person overtager pasningen i hjemmet, taler reglerne om afløsning.

Det kan eksempelvis være relevant, hvis barnet kræver så meget tilsyn eller hjælp, at en forælder kun vanskeligt kan:

• være sammen med søskende,
• ordne nødvendige gøremål,
• deltage i aktiviteter,
• eller få et reelt pusterum.

Familien har brug for, at barnet bliver passet uden for hjemmet

Når hjælpen ydes uden for hjemmet af hensyn til den øvrige familie, taler reglerne om aflastning.

Det kan eksempelvis være ophold uden for hjemmet i de perioder, som kommunen efter en konkret vurdering mener er nødvendige for at dække familiens ekstra behov.

Barnet har selv brug for opholdet som støtte

Hvis det primære formål ikke er at give forældrene en pause, men at imødekomme barnets eget særlige støttebehov, kan reglerne om støtteophold efter barnets lov § 32 være relevante.

De tre situationer kan ligne hinanden i hverdagen. Derfor er det vigtigt, at kommunen ikke kun ser på, hvad familien kalder hjælpen, men på hvilket konkret behov der skal løses.

Hvornår kan familien få afløsning eller aflastning?

Efter barnets lov § 90, nr. 2, jf. servicelovens § 84, skal kommunen tilbyde afløsning eller aflastning til forældre eller andre nære pårørende, der passer et barn eller en ung med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når betingelserne er opfyldt.

Det er vigtigt, at der ved netop denne ordning ikke gælder et krav om, at funktionsnedsættelsen skal være betydelig.

Det betyder ikke, at enhver diagnose automatisk giver ret til aflastning.

Kommunen skal se på de konkrete følger af barnets funktionsnedsættelse og på, om familiens behov ligger ud over det, som familier med børn uden funktionsnedsættelse på samme alder normalt må forventes at håndtere.

Diagnosen kan være vigtig dokumentation, men det er funktionsevnen og det konkrete ekstra behov, der er centralt.

Hvad kan kommunen lægge vægt på?

Der findes ikke en fast tabel, som siger, at en bestemt diagnose giver et bestemt antal timers afløsning eller et bestemt antal aflastningsdøgn.

Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering.

I vurderingen kan blandt andet indgå:

Barnets alder

Et mindre barn har normalt brug for meget pasning og opsyn, også uden handicap.

Kommunen skal derfor forsøge at skelne mellem det almindelige pasningsbehov for et barn på samme alder og det ekstra behov, der følger af funktionsnedsættelsen.

Hvordan funktionsnedsættelsen påvirker hverdagen

Det kan have betydning:

• hvor meget støtte barnet behøver,
• hvor selvhjulpent barnet er,
• om barnet kan være alene,
• hvor meget tilsyn der er nødvendigt,
• om barnet vågner gentagne gange om natten,
• om der er omfattende struktur- eller ledsagebehov,
• og hvor intensiv omsorgsopgaven samlet set er.

Det afgørende er ikke diagnosen i sig selv, men hvordan barnets funktionsnedsættelse faktisk påvirker barnet og familien.

Familiesituationen

Kommunen kan også se på familiens samlede situation.

Det kan blandt andet omfatte:

• om barnet bor med én eller to forældre,
• hvordan et eventuelt samvær med en anden forælder fungerer,
• om der er søskende,
• og hvilke ekstra belastninger funktionsnedsættelsen medfører i familien.

Søskende

Behovet for at kunne give tid og omsorg til søskende kan være relevant.

Hvis barnets funktionsnedsættelse betyder, at en meget stor del af forældrenes tid går til ét barn, kan hensynet til den øvrige familie derfor indgå i vurderingen.

Den hjælp familien allerede får

Kommunen kan også inddrage, om familien allerede modtager anden hjælp, som reelt giver pusterum eller dækker dele af det samme behov.

Det betyder ikke, at én støtteform automatisk erstatter en anden.

Kommunen skal fortsat vurdere, om familiens samlede ekstra behov som følge af barnets funktionsnedsættelse faktisk er dækket.

Hvor meget aflastning kan man få?

Der findes ikke et generelt minimum eller maksimum, som alle familier har ret til.

Nogle familier kan have behov for enkelte timers afløsning. Andre kan have et mere omfattende behov.

Omfanget afhænger af den konkrete situation.

Hvis kommunen eksempelvis vurderer, at familien har et reelt ekstra behov, bør afgørelsen også gøre det muligt at forstå:

• hvilket behov kommunen har anerkendt,
• hvilke forhold kommunen har lagt vægt på,
• hvilken hjælp der gives,
• hvor meget hjælp der gives,
• og hvorfor kommunen mener, at hjælpen er tilstrækkelig.

Hvis I er enige i, at der er et behov, men uenige om omfanget, er det derfor vigtigt at se på kommunens konkrete begrundelse – ikke kun på antallet af timer eller døgn.

Kan vi selv vælge mellem afløsning og aflastning?

Ikke nødvendigvis.

I kan selvfølgelig beskrive, hvilken løsning I mener vil fungere bedst, og hvorfor.

Men kommunen skal træffe afgørelse på baggrund af den konkrete vurdering af behovet og kan efter omstændighederne vurdere, at en anden form for hjælp er tilstrækkelig.

Der findes eksempelvis praksis, hvor en familie søgte om aflastning uden for hjemmet, men hvor kommunen i stedet bevilgede afløsning i hjemmet.

Det betyder ikke, at kommunen frit kan vælge den billigste eller mest praktiske løsning uden at forholde sig til familiens faktiske behov.

Den løsning, kommunen vælger, skal kunne dække det behov, der efter reglerne skal kompenseres for.

Hvis I mener, at den valgte løsning ikke reelt giver den nødvendige aflastning, er det derfor relevant at forklare hvorfor.

Hvad er et støtteophold?

Et støtteophold efter barnets lov § 32 er en anden type hjælp.

Her er udgangspunktet barnets eller den unges eget særlige behov for støtte.

Et støtteophold kan eksempelvis give barnet:

• et pusterum,
• støtte i andre rammer,
• mulighed for at arbejde med bestemte færdigheder,
• eller en stabil relation og struktur uden for hjemmet.

Støtteophold foregår som døgnophold i bestemte godkendte plejefamilier eller på et børne- og ungehjem.

Det kan ikke bevilges på timebasis.

Et støtteophold er ikke en anbringelse

Selv om støtteopholdet finder sted på et sted, der er godkendt til børn og unge, er barnet ikke dermed anbragt uden for hjemmet efter reglerne om anbringelse.

Barnet bor fortsat hjemme og opholder sig kun uden for hjemmet i de aftalte perioder.

Et støtteophold må heller ikke bruges som erstatning, hvis barnets behov i virkeligheden er så omfattende, at der er behov for en egentlig anbringelse.

Skal kommunen først lave en børnefaglig undersøgelse?

Ikke nødvendigvis som et afsluttet forløb, før støtten kan begynde.

Støttende indsatser efter § 32 kan efter den gældende lov iværksættes på grundlag af en afdækning eller børnefaglig undersøgelse eller sideløbende med, at afdækningen eller undersøgelsen gennemføres.

Kommunen skal stadig have et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, at indsatsen er relevant og nødvendig for barnets særlige støttebehov.

Hvad hvis både barnet og familien har brug for aflastningen?

Virkeligheden passer ikke altid rent ind i én kasse.

Et ophold kan både:

• give barnet støtte og et godt pusterum,
• og samtidig give forældrene mulighed for at restituere eller være sammen med søskende.

Det afgørende er derfor ikke, at der kun må være ét positivt formål.

Kommunen skal identificere, hvilket behov der er det juridiske udgangspunkt, og bruge de regler, der passer til det.

Hvis familiens behov for pusterum som følge af barnets funktionsnedsættelse er det centrale, peger det mod reglerne om afløsning og aflastning.

Hvis barnets eget særlige støttebehov er det centrale, peger det mod støtteophold efter § 32.

Barnet skal inddrages

En afgørelse om afløsning eller aflastning til et barn træffes efter barnets lov, selv om en del af det materielle regelsæt kommer fra serviceloven.

Det betyder blandt andet, at barnets lovs regler om inddragelse gælder.

Barnets synspunkter skal inddrages på en måde, der passer til barnets alder, modenhed og situation.

Hvordan inddragelsen konkret skal foregå, afhænger af sagen.

Ved støtteophold efter § 32 har børn og unge, der er fyldt 10 år, desuden en selvstændig adgang til at klage over afgørelsen til Ankestyrelsen.

Hvad med tabt arbejdsfortjeneste?

Tabt arbejdsfortjeneste og aflastning er forskellige former for hjælp.

Tabt arbejdsfortjeneste handler grundlæggende om det indtægtstab, der kan opstå, fordi det er nødvendigt og mest hensigtsmæssigt, at en forælder passer barnet.

Afløsning og aflastning handler derimod om hjælp til selve pasnings- og aflastningsbehovet.

Det ene udelukker derfor ikke automatisk det andet.

Kommunen kan dog ved vurderingen af omfanget af afløsning eller aflastning se på den øvrige hjælp, familien allerede får, hvis den faktisk dækker dele af det samme behov.

Læs mere i guiden om tabt arbejdsfortjeneste.

Hvad med kompensationsydelse?

Kompensationsydelse efter barnets lov § 86 er en særskilt økonomisk ydelse.

Personkredsen og betingelserne er ikke de samme som ved afløsning og aflastning efter § 90 og § 84.

Det er derfor vigtigt ikke at antage, at et barn, der er omfattet af reglerne om aflastning, automatisk også er omfattet af reglerne om kompensationsydelse.

Kompensationsydelsen kan efter omstændighederne være relevant i forbindelse med bestemte handicaprelaterede udgifter, men den erstatter ikke kommunens pligt til at tage stilling til den relevante hjælp efter reglerne om afløsning og aflastning.

Læs mere i guiden om kompensationsydelse til børn.

Skal familien betale for aflastning?

Man kan ikke generelt sige, at hjælp efter § 84 altid er gratis.

Efter de aktuelle betalingsregler kan kommunen i visse situationer opkræve betaling i forbindelse med hjælp efter § 84.

Der gælder samtidig særlige begrænsninger. Kommunen kan blandt andet ikke opkræve betaling for personaleomkostninger efter § 84, hvis den pågældende samtidig modtager hjælp efter barnets lov § 86 om kompensationsydelse eller § 87 om tabt arbejdsfortjeneste.

Hvis kommunen opkræver betaling, bør det fremgå, hvilken regel betalingen bygger på, og hvordan beløbet er beregnet.

Betalingsreglerne afhænger desuden af, hvilken type hjælp der faktisk er bevilget. Reglerne for afløsning eller aflastning efter § 90/§ 84 kan derfor ikke uden videre overføres til et støtteophold efter § 32.

Hvem betaler transport og andre udgifter?

Det afhænger af, hvilken hjælp der er bevilget, og hvilken udgift der er tale om.

Afløsning og aflastning efter § 90/§ 84 er som udgangspunkt hjælp, kommunen stiller til rådighed – ikke en almindelig kontant ydelse.

Hvis der opstår særlige udgifter i forbindelse med hjælpen, kan andre regler derfor skulle vurderes særskilt.

Ved støttende indsatser efter § 32 kan kommunen blandt andet skulle vurdere mulighederne for økonomisk støtte efter barnets lov § 35. Hvis betingelserne dér ikke er opfyldt, kan reglerne om kompensationsydelse efter § 86 efter omstændighederne blive relevante, hvis barnet er omfattet af personkredsen og de øvrige betingelser er opfyldt.

Det betyder, at transport ikke automatisk kan placeres under én bestemt paragraf alene, fordi turen går til eller fra “aflastning”.

Sådan kan I beskrive behovet over for kommunen

Det kan være fristende bare at skrive:

“Vi søger om en aflastningsweekend hver anden uge.”

Men kommunen skal vurdere behovet bag ansøgningen.

Det kan derfor være mere hjælpsomt at beskrive:

Hvad kræver barnet i hverdagen?

Beskriv konkret:

• tilsyn,
• hjælp,
• struktur,
• søvn,
• personlig pleje,
• konflikter eller utryghed,
• behov for konstant tilstedeværelse,
• og andre forhold, som gør omsorgsopgaven mere omfattende.

Hvordan adskiller behovet sig fra andre børn på samme alder?

Det er relevant, fordi kommunen skal tage højde for, at alle forældre har en almindelig pasnings- og omsorgsopgave.

Beskriv derfor det ekstra.

Hvordan påvirker det familien?

Beskriv konkret:

• belastningen hos forældrene,
• mulighederne for restitution,
• søskendes behov,
• familiens samlede hverdag,
• og hvad der sker, hvis hjælpen ikke er der.

Hvorfor passer den ønskede løsning til behovet?

Hvis I mener, at afløsning hjemme ikke vil dække behovet, eller at aflastning uden for hjemmet er nødvendig, så forklar hvorfor.

Det gør det lettere at se, hvad den reelle uenighed handler om, hvis kommunen foreslår en anden løsning.

Hvis kommunen vil ændre eller stoppe hjælpen

Behov kan ændre sig over tid.

Barnet kan blive mere selvhjulpent, men behovet kan også blive større.

Kommunen kan derfor tage hjælpen op til ny vurdering.

Hvis kommunen vil nedsætte eller stoppe en eksisterende bevilling, skal kommunen træffe en ny afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst og konkret grundlag.

Det er relevant at kontrollere:

• hvilke faktiske ændringer kommunen mener er sket,
• om barnets aktuelle funktionsniveau er korrekt beskrevet,
• hvordan familien aktuelt er belastet,
• og om kommunen har inddraget den øvrige støtte korrekt.

Hvis kommunen bruger nye væsentlige oplysninger, som I ikke kender til i sagen, kan reglerne om partshøring også blive relevante.

Hvis I har brug for overblik over dokumenterne i sagen, kan I også læse guiden om aktindsigt.

Hvis kommunen giver afslag eller for lidt hjælp

Et afslag kan handle om flere forskellige ting.

Kommunen kan eksempelvis mene:

• at barnets funktionsnedsættelse ikke medfører det beskrevne ekstra behov,
• at behovet allerede er dækket af anden hjælp,
• at det ønskede omfang er større end nødvendigt,
• eller at en anden støtteform bedre dækker behovet.

Læs derfor begrundelsen grundigt.

Hvis I er uenige, kan det være relevant at fokusere klagen på:

1. hvilket konkret ekstra behov kommunen ikke har taget tilstrækkeligt højde for,
2. hvilke oplysninger kommunen eventuelt har misforstået,
3. hvorfor den bevilgede løsning ikke reelt dækker behovet,
4. og hvilken dokumentation der understøtter jeres beskrivelse.

Den almindelige klagefrist på socialområdet er som udgangspunkt 4 uger fra modtagelsen af afgørelsen. Klagen sendes først til kommunen, som skal genvurdere sagen. Fastholder kommunen afgørelsen, går sagen videre til Ankestyrelsen.

Læs mere i guiden om klage over en afgørelse.

Når barnet nærmer sig 18 år

Reglerne på denne side handler om børn og unge.

Når barnet fylder 18 år, skal behovet vurderes efter voksenreglerne, og den hidtidige børnebevilling fortsætter ikke automatisk på samme juridiske grundlag.

Hvis jeres barn nærmer sig 18 år, er det derfor vigtigt at få overblik over overgangen i god tid.

Læs guiden om når et barn med handicap fylder 18 år.